07/06/2026
Enhedslisten står på ytringsfrihedens side.
Bünyamin Simsek slutter sig til rækken af borgerlige politikere, der ønsker at kunstnere skal straffes, når de udtaler sig på måder, de borgerlige ikke kan lide.
Da forsangeren fra Idles under en koncert i fredags på Northside råbte ”f**k den danske kongefamilie,” faldt det nærmest Simsek så meget for brystet, at han mener, at bandet skal udelukkes fra at spille i Aarhus i fremtiden!
Det er et angreb på ytringsfriheden, og en nærmest karikeret automatreaktion, at en konservativ politiker bliver sur på punkere.
Sidste sommer talte Simseks partifælle Jakob Næsager for at ledelsen på spillestedet Vega skulle udskiftes, da de havde booket punkgruppen Kneecap. Ligeledes talte Kristian Skov-Andersen fra Venstre for at fjerne den kommunale støtte til festivalen Musik over Præstø Fjord, fordi Isam B var inviteret til at deltage i en debat.
Det er antidemokratisk at nogle folkevalgte vil bryde armslængdeprincippet og diktere, hvem festivaler og spillesteder må, eller rettere: ikke må booke, hvis de får kommunal støtte.
Det er svært at tage de borgerliges skåltaler om ytringsfrihed og rettigheder alvorligt, når vi gang på gang ser sager som denne. For betyder ytringsfriheden kun noget, når der bliver sagt noget, de borgerlige er enige i?
04/06/2026
Aarhus Kommune skal årligt sende brev til alle elever i 9. og 10. klasse om hvordan man søger statsborgerskab og permanent opholdstilladelse! Det var der flertal for i går, da vi stillede forslaget sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Nu er det sendt til magistraten for yderligere belysning.
Det er en lang og besværlig vej at ansøge om statsborgerskab, og i flere tilfælde misser ansøgerne frister og chancer, fordi processen er uoverskuelig. Derfor er brevet en mulighed, for at Aarhus Kommune tager ansvar for, at vi har et demokratiseret samfund. Der er rigtig mange områder, hvor kommunerne allerede hjælper med at oplyse om medborgerskab. Det giver derfor mening, at vi giver en yderligere håndsrækning til de borgere, der ikke har dansk statsborgerskab, og aktivt rådgiver og oplyser om ansøgningsprocessen.
Et tilsvarende forslag blev i 2024 vedtaget på Københavns Rådhus af en enig borgerrepræsentation. Der er ikke lavet en egentlig evaluering af ordningen, men i november 2025 skriver de at initiativet er “positivt modtaget”, i og med at rådgivningsorganisationer har oplevet flere henvendelser om statsborgerskab.
31/05/2026
Den 26. maj afværges et brandattentat natten til eid i en moské i Aarhus C. Det blev afværget, da en medarbejder i moskéen opdagede at der lugtede af benzin og fandt tre benzindunke og en lighter, hvor benzinen var hældt ud i moskéen og andre steder i bygningen.
Det er en sag, der må tages alvorligt! Vi må ikke acceptere et samfund, hvor minoritetsgrupper udsættes for den slags angreb! Uanset religion eller etnicitet.
Det her er et af de mange eksempler på fremmedhad og islamofobi i vores samfund. Og ikke kun tanker og meninger. Men et af de eksempler hvor nogen faktisk går så langt at de handler på dem.
Vi må kollektivt sige fra over for diskrimination mod alle minoritetsgrupper. Uanset hvem du er og hvor du kommer fra, skal du kunne færdes trygt, og have frihed til at dyrke den religion du har. For vi har altså religionsfrihed i Danmark.
29/05/2026
FLERE GLIMT FRA VALGKAMPEN ♥️💚
Da en billedjournaliststuderende fulgte mig under valgkampen, tænkte jeg mest på de møder, vi skulle nå, de døre, der skulle bankes på, og de arrangementer, der ventede og alt det, som jeg skulle huske at sige under debatterne.
Når jeg ser billederne i dag, ser jeg noget andet…
Jeg ser en periode fyldt med håb. En tid, hvor næsten alt stadig var uskrevet og hvor jeg gik rundt med en drøm om at få lov til at repræsentere den by, jeg holder af, men uden at vide, hvordan historien ville ende.
Valgkamp handler om politik, men den handler allermest om mennesker. Om de samtaler, man tager med sig hjem, om dem, der deler deres bekymringer, deres frustrationer og deres håb for fremtiden, om de fællesskaber, der opstår, når mennesker samles om ønsket om forandring.
Måske er det netop dét, disse billeder minder mig om.
At politik aldrig kun handler om beslutninger og systemer, men om mennesker og om vores forestillinger om, hvordan vi gerne vil leve sammen.
Aarhus er langt fra færdig. Det er måske netop det, jeg elsker ved byen.
Den er stadig i bevægelse. Stadig under udvikling, fuld af mennesker, idéer og drømme, som kan være med til at forme dens fremtid og det er måske også derfor, jeg stadig føler mig lige så meget som medborger som politiker.
Forandring skabes ikke af enkelte mennesker - Den skabes af fællesskaber.
Tak til alle jer, der var en del af rejsen og til alle jer, der fortsat er det 🙏❤️🔥
Jeg håber at vi ses til Aarhus Pride i weekenden og på Grundlovsdag i næste uge 🫶
Tak for 📸 Aseem Banstola
28/05/2026
På lørdag afholdes Aarhus Pride og vi deltager selvfølgelig✨
Vi håber at rigtig mange af jer deltager sammen med os i fejringen af kærligheden og mangfoldigheden i Aarhus🏳️🌈
Hvornår: Lørdag d. 30. maj kl. 12
Hvor: I Rådhus- og Musikhusparken
Program:
Kl 12-12.30: Taler på Sommerscenen i Musikhusparken
Kl. 12.45: Parade med afgang fra Rådhus- og Musikhusparken
Kl. 13.45: Paraden er slt og opløses
Derefter er der boder og fejring i Rådhusparken og rundt omkring i byen
Vi glæder os til at se jer!
Link til vores facebookbegivenhed: https://fb.me/e/9nzFnwqYu
25/05/2026
I GODT SELSKAB ♥️
I weekenden var jeg til årsmøde med Enhedslisten og fik taget dette foto sammen med Line Barfod 😍 Jeg har gennem mange år haft stor respekt for hendes arbejde og måde at være i politik på - og før det hendes arbejde hos Foldschack.
Til kommunalvalget sidste år fik Line tredje flest personlige stemmer på landsplan ud af alle kandidater på tværs af partier og flest i Enhedslisten. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til det, men det viser sig åbenbart, at jeg fik næstflest personlige stemmer i Enhedslisten på landsplan 🙏
En god ven sendte mig listen og havde lagt mærke til det: https://www.altinget.dk/valgresultat2025
Ikke fordi politik skal gøres op i placeringer eller personlige resultater, men jeg blev alligevel både stolt, rørt og meget taknemmelig over det. Særligt fordi jeg beundrer Lines måde at være politiker på - en måde, hvor man godt kan være både skarp og kompromisløs i kampen for retfærdighed - uden at miste sin menneskelighed undervejs, og jeg ville ønske, jeg havde hendes viden og erfaring...
Samtidig fik det mig til at tænke på, hvor meget der er sket på kort tid.
For ikke så længe siden gik jeg rundt i Aarhus med valgplakater under armen og talte med mennesker om håbet om en grønnere og mere retfærdig by. En by med plads til forskellighed, fællesskaber, kultur og mennesker - også i en tid, hvor meget ellers handler om tempo, vækst og at klare sig selv.
Nu sidder jeg i byrådet med over 4000 menneskers personlige tillid i ryggen. Det er stadig svært helt at forstå, men måske siger det også noget om den tid, vi lever i. At mange mennesker længes efter politik, der tør tale om solidaritet, demokrati, trivsel og planetære grænser. Politik, der ikke kun spørger, hvad der kan betale sig, men også hvordan vi skaber et samfund, hvor vores liv er lige meget værd.
Det prøver jeg i hvert fald at holde fast i - også når hverdagen bliver travl, kompromiserne svære, eller verden nogle gange føles alt for hård og derfor fik jeg lyst til at spørge jer i dag:
Hvad savner du mest i politik lige nu?
Hvad giver dig håb?
Og hvad synes du, vi som venstrefløj skal blive bedre til i den tid, vi lever i?
Jeg er oprigtigt nysgerrig ❤️🔥
21/05/2026
Gør aarhusianerne til medejere af den grønne omstilling!
Til byrådsmødet i går blev der stillet et forslag fra SF om at gøre aarhusianerne til medejere af den grønne omstilling. Aarhus Kommune skal udvikle en ny model for at rejse landvindmøller, hvor kommunen tager opstartsrisikoen og sikrer, at gevinsterne ved den grønne omstilling også lander i borgernes lommer frem for primært hos energigiganterne. Det bakker vi op om!
Vi bør lade os inspirere af Thisted Kommune, der netop har vundet KL’s Klimapris for at skabe lokal opbakning til VE-anlæg (vedvarende energianlæg) på land. Thy-modellen, som de kalder den, fik prisen for at styrke nærdemokratiet, fastholde værdiskabelse i kommunen og understøtte foreninger og nabofællesskaber. Med tidlig borgerinddragelse, lokal opbakning og medejerskab har kommunen sikret støtte og økonomisk incitament til projekterne.
I Aarhus Kommune kan vi gøre noget tilsvarende, og med 4 stk. 6 megawatt vindmøller på havnen, skabe nok vindenergi til at dække 15% af borgernes energiforbrug. Det ville give os vindenergi nok til at udfase biomasse fuldstændigt!
19/05/2026
Altid skønt at være samlet med gode mennesker i Enhedslisten.
Vi afholdte i går medlemsmøde for medlemmer af Enhedslisten i Aarhus, hvor vi udover at have besøg af vores tre byrådsmedlemmer Isabella Heilmann , Jeppe Ulrich Lomholt og Sarah Jarsbo havde Else Kayser forbi til at fortælle om den nuværende situation i Region Midtjylland. Vores folketingsmedlem Trine Pertou Mach kom også og fortalte om arbejdet i Folketinget, mens regeringsforhandlingerne er i gang. De er allerede godt i gang med at forberede kampen for et rødt og grønt Danmark, hvad end det bliver en centrum-venstre eller en blå-sort regering.
Efter mødet fik de fremmødte en rundvisning på rådhuset, som bl.a. gik op i rådhustårnet, der pt grundet den kæmpe store fodboldbedrift er svøbt i AGF's farver.
Vil du bakke op eller være aktivt medlem af Enhedslisten, så meld dig ind i fællesskabet af mere end 800 gode aarhusianere. Der er altid plads til flere kloge hoveder, som har hjertet til venstre🫶 https://mit.enhedslisten.dk/member/signup
Det koster helt ned til 10kr pr. måned.
Tak til alle jer som dukkede op til en god aften!
17/05/2026
Den nye stramning af ligestillingsloven spænder efter vores mening ben for integrationen af de kvinder, der nu risikerer at miste adgangen til svømmeforeninger og fællesskaber.
Vi bør kunne indrette et samfund, hvor der også er plads til minoritetsgrupper og hvor vi kan tage forskellige hensyn, uden at det sker på bekostning af andres rettigheder. Nogle kvinder føler sig trygge ved kønsopdelt svømning på grund af religion, andre på grund af utryghed, kropslige erfaringer eller identitet. Det handler ikke kun om religion.
Det kan også handle om mennesker, der oplever svømmehallen som et svært eller utrygt rum - blandt andet nogle transkønnede. Derfor opleves lovændringen af mange som en stramning, der i praksis især rammer religiøse minoriteter.
Samtidig løser det ikke problemet med social kontrol. Hvis målet er at bekæmpe social kontrol, kræver det langt mere nuancerede og relationelle indsatser. Når man fjerner muligheden for kønsopdelt svømning, risikerer konsekvensen blot at blive, at nogle kvinder helt mister adgangen til svømmehallen, bevægelse og fællesskab.
Derfor bliver det her i højere grad et politisk symbolspørgsmål end en løsning på et reelt problem. Og det er værd at spørge sig selv, hvem der egentlig bliver hjulpet af det.
Læs mere her: https://stiften.dk/samfund/enhedslisten-naegter-at-juble-over-at-aarhus-straffer-koensdiskriminerende-svoemmeklubber