27/05/2026
Gør Danmark rigere - start med dem, der har mindst 💜
Hvordan gør vi Danmark rigere? Det spørgsmål fylder – med god grund – i de igangværende regeringsforhandlinger. Men hvis ambitionen er et rigere Danmark, så lad os begynde med de tusindvis af børn, der vokser op i fattigdom.
Det er budskabet fra os i Kirkens Korshær og 18 andre organisationer i Altinget i dag.
For fattigdom sætter spor. Den øger risikoen for mistrivsel i barndommen og giver dårligere muligheder i voksenlivet. Det er uacceptabelt. Og prisen betales ikke kun af det enkelte barn. Den betales også af samfundet i form af tabt potentiale og øgede udgifter til socialområdet.
Derfor håber vi, at en kommende regering vil sætte et klart mål: at afskaffe børnefattigdom i Danmark. Fx gennem en bindende fattigdomslov og en national handleplan mod børnefattigdom.
Når ambitionen er at gøre Danmark rigere, bør vi begynde med dem, der har mindst.
19 organisationer: Vi kan afskaffe børnefattigdom, hvis vi vil. Det er et politisk valg - Altinget
I valgkampen og i de efterfølgende regeringsforhandlinger er der blevet talt meget om økonomisk ansvarlighed. Men det er svært at forestille sig noget mere uansvarligt end at acceptere, at titusindvis af børn vokser op med afsavn i et af verdens rigeste lande, skriver 19 organisationer.
26/05/2026
💜 Kærlighedens tjeneste 💜
Vi har lige fejret pinsen – populært kaldet for kirkens fødselsdag. For her, 50 dage efter opstandelsen, kommer Ånden til disciplene - og med den - tro, liv og fællesskab blandt mennesker.
Det fællesskab fejrer vi hver dag i Kirkens Korshær. Vores fælles værdier og folkekirkelige grundlag giver mening og retning til arbejdet.
I Kirkens Korshær er pinsen noget helt særligt. For vores grundlægger, H. P. Mollerup, møder i pinsen 1905 Gud og får sit kald. Nogle år senere bliver Kirkens Korshær til virkelighed.
Mollerup var bange for, om han nåede det. Han var bange for, at hvis man ikke hele tiden stræbte efter mere, efter udvikling og fremdrift, efter at opnå mere i sit liv med Gud, så ville man slet og ret gå til grunde. Derfor har Korshæren også disse egenskaber med fra starten; ambitionerne om at gøre det bare lidt bedre. I det enkelte menneskes liv her og nu, og i udsatte menneskers liv og vilkår i samfundet.
De egenskaber bærer vi fortsat med os i vores fællesskab som en tydelig del af vores formål.
Paulus skriver i Romerbrevet 8, at ’der, hvor herrens ånd er, der er der frihed’. Det er tro, lys og evigt liv. Der er fællesskab, omsorg, nærvær og respekt. Det har vi med os i vores daglige arbejde hvilket en af mine forgængere, Haldor Hald, kaldte for ’kærlighedens tjeneste’.
I disse moderne tider kan det måske være svært at se sig selv som udførende et kærlighedsarbejde. Ikke desto mindre er det netop det, man får øje på i de mange funktioner, der udføres hver dag i Kirkens Korshær.
Jeg ser den og hører den i det store – og i det helt små. I de mange gode øjeblikke, vi skaber og lægger grund til. Det er i tillidserklæringer, i et bjørnekram i en varmestue, et blik, der bliver slået op for første gang i flere uger, en hånd på skulderen, en varm kop kaffe, et skævt smil, en hjemmestrikket strømpe, en der ser mig i øjnene og kan mit navn, en der tager telefonen, en der sætter en fin vare frem i butikken.
Det er i viden om, at nogen vil mig. Nogen kender mig. Jeg kan være noget for nogen, og nogen er noget for mig. Alle mennesker fortjener at være en del af et fællesskab.
Det fællesskab er vi alle sammen medvirkende i – hver fra vores sted. Vi har brug for os alle sammen for at vi kan være Kirkens Korshær.
Det er Åndens lune pust, som vi kan varme og nære os ved, også når livet føles koldt og mørkt.
Og se bare:
Kærligheden på kontoret. To smukke, lilla hilsner fulde af omsorg, nærvær af respekt.
Den ene fra en dygtig medarbejder, der har været i haven og med en kæmpe krammer gav mig noget af det fineste fra Guds skaberværk – blomster. Ligesom mennesker ufatteligt sårbare, og ufatteligt hårdføre.
Og en hilsen fra en ’penneven’; En sej og insisterende mor, som kæmper for sine børn og børnebørn. Hun har ikke meget selv, og alligevel har hun taget sig tid til at hækle kærlighed ind i hver maske i et tørklæde til mig. 🥹
Kærligheden mellem mennesker, som den viser sig i alle de store og små fællesskaber i og omkring Kirkens Korshær - det var den pinsekraft, der drev Mollerup. Og den driver os nu. 💜
19/05/2026
🇩🇰💜 I dag fejrer vi 100 år med Kirkens Korshær i Odense 💜🇩🇰
100 år med omsorg, nærvær og respekt.
Med livreddende arbejde. Med værnen om skaberværket – om det enkelte menneskes uendelige værdi og fuldkomne umistelighed. Om det værd, ethvert menneske har, alene fordi vi er skabte.
Det begyndte med én enkelt mand, som gik rundt blandt mennesker i stor fattigdom og udsathed i Odense med et ønske om at møde dem med værdighed og næstekærlighed. I dag er arbejdet vokset til en stærk socialfaglig indsats med varmestuer, herberg, sundhedsrum, natvarmestue og stofindtagelsesrum.
Vi er gået fra at være en énmandshær til en ægte korshær.
Det gør vores arbejde i Odense til et lysende eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når kommune og civilsamfund arbejder sammen om at skabe en mere værdig by for alle.
Tak til alle jer, der gennem 100 år har båret arbejdet frem. Og tak til Odense Kommune for et samarbejde præget af tillid, mod og fælles ambitioner om at sikre værdighed for mennesker i udsathed.
Vi er nogen for hinanden i Kirkens Korshær. Og det bliver vi ved med at være.
11/05/2026
🚨 Fattigdomsundersøgelse viser store afsavn - der er brug for handling 🚨
I dag udkommer resultaterne af Kirkens Korshærs årlige fattigdomsundersøgelse, hvor vi spørger danskerne om forskellige typer afsavn. Det er meget bekymrende læsning, som bekræfter de oplevelser, vi har hver dag i vores sociale arbejde.
Undersøgelsen viser, at ca. 160.000 danskere dagligt springer et hovedmåltid over. Fordi de ikke har råd. Ca. lige så mange er dagligt bekymrede for ikke at have råd til at blive boende i deres hjem. Og ca. 220.000 oplever i høj grad, at deres økonomiske situation forhindrer dem i at opfylde basale behov.
Blandt forældrene i undersøgelsen svarer 4%, at deres børn mindst ugentligt er bekymrede for familiens økonomiske situation. Det svarer til ca. 50.000 børn. Og ca. 75.000 børn må hver uge undvære at deltage i fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer - fordi de ikke har råd.
Det er alvorlige afsavn, som vi også møder hver dag i vores arbejde. Afsavn, som for mange skaber massiv mistrivsel og ødelægger fremtidsmuligheder.
Derfor kalder vi i Kirkens Korshær på handling fra de partier, der lige nu sidder og forhandler om en kommende regering.
Alle mennesker bør sikres et værdigt levegrundlag.
Derfor bør en kommende regering indføre en fattigdomslov, som forpligter Folketinget til at sætte sig ned sammen og blive enige om, hvordan de vil bekæmpe fattigdom.
Desuden bør de give kommunerne en mulighed for at yde et (husleje)tilskud til familier, hvor økonomien bare ikke hænger sammen.
En ny regering skal vælge mellem at sikre de fattigste et værdigt levegrundlag eller fortsat acceptere, at mange mennesker lider store afsavn.
For os i Kirkens Korshær er det et let valg.
📸 Sebastian Stigsby
20/03/2026
📢 Husk de mest udsatte - det er et valg om værdighed! 📢
De mest socialt udsatte bliver overset hver dag. Det er de desværre også blevet i valgkampen. Selvom det måske er dem, der har størst behov for en politisk håndsrækning.
12-15.000 mennesker oplever i løbet af et år hjemløshed i Danmark. Mange af dem kæmper samtidig med psykisk sygdom og/eller et stofbrug. De har ofte svært ved at få råd til det basale. Og alt for ofte ender de med at falde mellem forskellige stole og ikke få den hjælp, de har brug for.
Det kan vi ikke være bekendt. Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine udsatte. Og det gør vi desværre ikke godt nok i dag.
Hvis vi skal sikre mere værdighed for de mest udsatte, er der bl.a. brug for, at værdighedsreformen føres i mål. Og for en boliggaranti, som sikrer, at ingen er nødt til at leve i hjemløshed, fordi de ikke har råd til at betale huslejen.
Derfor er vi i Kirkens Korshær gået sammen med SAND - De hjemløses landsorganisation, Hus Forbi, WeShelter, Blå Kors Danmark, Mændenes Hjem og KFUKs Sociale Arbejde om et fælles opråb til politikerne:
Husk de mest udsatte - i valgkampen og i regeringsgrundlaget!
17/03/2026
Ingen skal vokse op i fattigdom! 💔
Der sidder i gennemsnit ét barn i hver skoleklasse, som lever i fattigdom. Det risikerer at ødelægge både deres barndom og deres fremtidsmuligheder.
I Kirkens Korshær ser vi det hos mange af de børn, vi møder i vores familiearbejde. Vi ser, hvordan familierne ikke altid har råd til nok sund og varieret mad, sæsonsvarende tøj, fritidsaktiviteter. At børnene føler sig uden for fællesskaber. Bekymrer sig for deres forældres situation. Påtager sig et voksenansvar, som de burde være fri for.
Sådan burde det ikke være. I et land, hvor nogle har alt, skal ingen vokse op i fattigdom. Derfor bør en kommende regering forpligte sig på at afskaffe børnefattigdom.
Det råber vi og en række andre organisationer op om i Avisen Danmark 👇
11/03/2026
Velkommen til landets nyeste stofindtagelsesrum ❤️🩹 🎉
I dag er en stor dag. I Kirkens Korshær havde vi nemlig åbningsreception for landets nyeste stofindtagelsesrum, Haven, på Hillerødgade i København.
Det er et stort skridt for at sikre værdige vilkår for udsatte med et stofbrug i København og særligt i Nordvest.
Hidtil har det nærmeste stofindtagelsesrum ligget på Vesterbro. Det er uoverskueligt langt, når kæmper med et stofbrug og har nok at gøre med bare at komme igennem dagen.
Derfor er der mange mennesker, som har været nødt til at indtage deres stoffer under uværdige og usikre vilkår. I kælderskakter. Tomme lejligheder. Offentlige toiletter. Steder, hvor man ikke bliver opdaget, hvis man får en overdosis.
Det ændrer vi på nu. Med det nye stofindtagelsesrum kan vi redde liv. Vi kan sikre hjælp til mennesker, som ikke altid har den store kontakt til resten af samfundet. Og mindst lige så vigtigt, så kan vi give dem mere værdige forhold.
Alle mennesker fortjener værdighed. Uanset om man er på vej til at blive stoffri, eller om man aldrig kommer i nærheden af det. Det hjælper Haven med.
Mange tak til socialborgmester Karina Vestergård Madsen, socialudvalget og socialforvaltningen, partierne på Christiansborg som har afsat midler til formålet, Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade og - ikke mindst - alle de ihærdige medarbejdere i og uden for korshæren, som har knoklet for at gøre projektet til virkelighed.
Det kommer til at gøre en stor forskel for nogle mennesker, som i den grad har brug for det.
04/03/2026
Et kæmpe tillykke til Sønder Feldings bedste genbrugsbutik! Igår fejrede vi sølvbryllup med kagebord gennem butikken, som måske ikke har de fleste kvadratmetre, men så absolut hygge, grin, hjertevarme og gode tilbud i metermål 💜
Vi kan ikke være Kirkens Korshær uden alle de mange frivillige hænder og hjerter, der giver af tid og overskud for at hjælpe andre. I giver ikke kun noget til os i Kirkens Korshær og allervigtigst vores medmennesker, som har behov. I giver også til hinanden, jer selv og til byen. Den værdi er uendelig - og jeg er både stolt og taknemmelig for, at vi både i Sønder Felding og alle andre steder, der bærer vores navn, lægger grund til gode fællesskaber.
Vi skaber små, gode øjeblikke som sammen bliver til noget ufattelig stort. Tak til ALLE frivillige for indsatsen 🙏
Foto: Mads Magnussen, Herning Folkeblad. Link i kommentar.