Landbrug & Fødevarer

Nu er regeringen på plads. Ministerposterne er fordelt. Og så melder det store spørgsmål sig:

Hvad sker der nu?

For nu er det slt med de lette politiske meldinger. Nu kommer den svære virkelighed.

Gennem skiftende regeringer har landbrugs- og fødevareerhvervet haft et tydeligt politisk ansvarsområde, der med den nye regering er blevet fordelt på historisk mange ministerier og ministre.

Det er ikke i sig selv usædvanligt, at ressortområder flytter sig, når en ny regering fordeler ansvaret. Sådan er politik.

Men for Landbrug & Fødevarer er det afgørende, at en ny organisering ikke betyder, at sammenhængen går tabt.

For udfordringerne i og omkring fødevareerhvervet kan ikke løses i små bidder. De skal løses samlet, med blik for hele værdikæden og for det samfund, erhvervet er en del af.

Det kan man godt organisere sig ud af. Men kun hvis ansvaret er klart, og hvis der bliver truffet beslutninger.

For der er ikke brug for mere uklarhed. Der er brug for handling.

Klima, miljø, fødevarepriser, dyrevelfærd, forsyningssikkerhed og arbejdspladser i hele landet hænger sammen. Det samme gør grøn omstilling og en stærk fødevareproduktion.

Derfor må den nye organisering ikke føre til flere papirgange, flere benspænd og flere gråzoner mellem ministerierne.

Min klare opfordring til de nye ministre:

Sørg for klare arbejdsgange. Sørg for stabile rammer. Og sørg for, at myndighederne hjælper udviklingen frem i stedet for at bremse den.

Vi står på mål for visionerne i den oprindelige trepartsaftale fra juni 2024, hvor man tænker i multifunktionalitet, arealomlægning og lokal planlægning i stedet for nationale forbud. Alt det, vi tror på, er vejen frem.

Jeg ønsker de nye ministre tillykke med ansvaret.

Nu begynder arbejdet.

// Morten Boje Hviid, administrerende direktør i L&F

Vidste du, at Danmark kan producere fødevarer svarende til ca. 120 pct. af vores eget kaloriebehov?

EU samlet kan kun dække omkring 70 pct.

Det siger noget vigtigt om Danmarks rolle i Europas fødevareforsyning.

Fødevareberedskab stopper nemlig ikke ved køkkenskabet.

Det handler også om alt det, der skal fungere, før maden når frem: f***r, vand, strøm, køling, transport, arbejdskraft og forarbejdning.

Hvis ét led svigter, mærkes det hurtigt.

Det har de seneste år vist os.

Under covid blev arbejdskraft, transport og logistik presset. Efter Ruslands invasion af Ukraine steg priserne på energi og gødning voldsomt. Europas afhængigheder blev tydelige.

Derfor skal fødevareforsyning fylde mere i samtalen om Europas sikkerhed og beredskab.

Fra EU lyder budskabet også, at Europa skal stå stærkere på fødevareforsyning.

Men det betyder ikke, at vi skal lukke os om os selv.

Fødevareberedskab handler ikke om at vælge mellem selvforsyning og international handel.

Det handler om at undgå sårbar afhængighed.

Danmark producerer mere, end vi selv kan spise. Det bliver nogle gange fremstillet som et problem.

I en usikker verden er det en styrke.

For andre lande har brug for de fødevarer, danske landmænd og fødevarevirksomheder er dygtige til at producere. På samme måde har vi brug for de varer, andre lande kan producere bedre end os.

I en verden med krig, handelskonflikter, klimaforandringer og en voksende befolkning er det ikke en selvfølge, at der er mad nok.

Derfor har Danmark en vigtig rolle båder herhjemme og i Europas fødevareforsyning.

Vi skal producere med høj kvalitet, høj effektivitet og endnu større ansvar for klima, natur og dyrevelfærd.

Men vi skal producere.

For fødevareforsyning er også beredskab.

3 myter om, hvordan vi dyrker landet 🌱

Myte 1: Landbruget sprøjter, som det passer dem

Nej. Sprøjtemidler (eller pesticider) bliver altså ikke brugt for sjov. De koster penge og bliver kun brugt, når afgrøderne er truet af ukrudt, svampesygdomme eller skadedyr.

Desuden bliver dyrkningen mere præcis. 81 pct. af landbrugsarealet bliver dyrket med præcisionsteknologi, såsom droner, sensorer og GPS’er. Det betyder, at der kun sprøjtes i marken, hvor der reelt er behov for det.

Myte 2: Jorden bliver pløjet på livet løs

Nej. Landmænd pløjer ikke bare for at pløje. Mange arbejder med efterafgrøder, sædskifte og reduceret jordbearbejdning for at passe på jorden.

Faktisk bliver ca. 30 pct. af det danske landbrugsareal dyrket pløjefrit. Det svarer til 750.00 hektar. Og det areal stiger årligt.

Myte 3: Brede forbud er altid den bedste løsning

Nej. Brede forbud kan lyde enkle og handlekraftige, men de er ikke nødvendigvis kloge.

For marker, jordtyper og risiko for nedsivning til grundvandet er forskellige. Derfor bør løsningerne også være forskellige – og bygge på lokale forhold og lokal viden.

Postkort fra Skals 📷

I hele Danmark blomstrer de gule rapsmarker, men på Risgård er der lidt ekstra spænding i øjeblikket.

Her er markansvarlig Arne Gejl ved at teste hvid raps i kombination med gul raps. Tanken er, at den gule raps kan tiltrække skadedyr som glimmerbøsser og snudebiller, og dermed være med til at beskytte den hvide raps.

Det er et eksempel på, hvordan dansk landbrug arbejder med innovation og udvikling af sorter for at minimere brugen af sprøjtemidler.

Tak til Risgård for de fine billeder.

Når forbrugerne lægger kød i indkøbskurven, er det først og fremmest prisen, der fylder. 43 % svarer, at det var vigtigt for dem, at kødet var billigt.

Det viser en analyse fra november 2025, hvor Landbrug & Fødevarer har spurgt 2.000 forbrugere, hvad de havde med i overvejelserne, da de valgte kød.

Smag kommer også højt på listen med 36 %, mens kun 20 % lagde vægt på, at kødet var dansk produceret. Dyrevelfærd er ifølge undersøgelsen langt nede på listen, når forbrugeren vælger, hvilket kød der skal købes ind.

Hvad forbrugerne siger, de gerne vil købe, og hvad de rent faktisk køber, er to vidt forskellige ting.

Det mener Lars Erik ”Lasse” Korsgaard fra Thy. Han er en af de landmænd, som burde have rigtig gode tider. Hans øko-grise skulle gå som det berømte varme brød.

Sådan er det bare ikke. For selv om Lasses produktionen er lige det, som politikere og mange forbrugere står i kø for at rose og fremhæve, så kan han ikke sælge sit økologiske grisekød.

Som han siger: ”Der er simpelthen ikke noget marked for det lige nu. Hvor mærkeligt det end lyder.”

For Lasse betyder det, at selvom debatten om dyrevelfærd ruller, så står hans forretning temmelig stille. Hans grise går på marken i Thy og lever det gode griseliv, men ingen slagterier vil slagte dem, for de kan ganske enkelt ikke finde kunderne.
”Når så mange nu synes, at jeg gør det helt rigtige, så synes jeg godt nok, det er svært at forstå, at jeg skal have så svært ved at komme af med mine grise.

Selvfølgelig er de dyrere, for det koster mere at producere økologisk. Men det er jo det, som mange danskere lige nu udtrykker, at de gerne vil have. I hvert fald så længe de ikke skal have Dankortet frem”, siger Lasse Korsgaard.