14/04/2026
KOM PÅ BYVANDRING PÅ BESÆTTELSESTIDENS NØRREBRO
Gaderne på Nørrebro gemmer på mange voldsomme og dramatiske historier fra den tyske besættelse af Danmark. Tag med en guide fra Politimuseet rundt på Nørrebro, og få gader og steder vækket til live med fortællinger fra besættelsestiden.
Byvandringen knytter sig til de anspændte år 1944-1945 og omhandler temaer som politiets internering den 19. september 1944, der indvarslede den politiløse tid, den tyske modterror, folkestrejken og stikkerlikvideringer. Museets guide vil gennem Nørrebros gadebillede fortælle historien om nogle af de mange tragiske skæbner og begivenheder, heriblandt den kendte modstandsmand Citronens pågribelse samt den skæbnesvangre dag, hvor ca. 2.000 politifolk blev interneret og sendt i tyske koncentrations- og krigsfangelejre.
Turen starter ved Politimuseet og slutter tæt på Dronning Louises Bro, hvor der vil være mulighed for at gå med guiden tilbage til Politimuseet. Det vil også være muligt at besøge museet efter byvandringen. Entré er inkluderet i prisen.
Lige nu er der ledige billetter til d. 25. april kl. 11 og d. 14. maj kl. 11. Der er links til billetter i kommentarsporet.
08/04/2026
🎧 PREMIERE: Politimuseet LIVE – nu som podcast! 🎧
Nu kan du høre optagelsen fra den allerførste udgave af vores nye samtaleformat "Politimuseet LIVE" – hvor vi inviterer gæster ind til samtaler om politiet og den kriminelle underverden.
Vi lægger stærkt fra land med tidligere drabschef i Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen
Rigspolitichefens Rejseafdeling – bedre kendt som Rejseholdet – er en af danmarkshistoriens mest legendariske politienheder. I 75 år stod afdelingen bag opklaringen af nogle af landets mest spektakulære kriminalsager og blev kendt for sin effektivitet og faglige dygtighed.
I samtale med museumsleder Frederik Strand giver Bent Isager-Nielsen et unikt indblik i arbejdet med drabsefterforskning, arbejdet i Rejseholdet gennem flere årtier og meget mere.
👉 Lyt med dér, hvor du normalt hører dine podcasts!
Vi har flere Politimuseet LIVE-arrangementer på bedding i løbet af foråret – bl.a.:
📌Fældet af DNA – hvordan nye DNA-metoder kan opklare årtier gamle drabssager (med drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard)
📌Uropatruljen – et sjældent indblik i en af dansk politis mest berygtede enheder (med tidligere urobetjent og politiinspektør Mogens Lauridsen)
📌Grænseløs kokain – om narkomarkedet og kokainens rolle i Danmark (med professor i global kriminologi Henrik Vigh)
Du kan også deltage som publikum - se aktuelle aktiviteter og find billetter via vores hjemmeside
23/03/2026
🐣 Er æggejagten blevet for nem? Prøv en rigtig sag 🔍
I påskeferien åbner Politimuseet for en uge fyldt med mysterier og oplevelser for hele familien.
📅 28. marts – 6. april kl. 10–16
📍 Fælledvej 20, København N
Tag sagen i egen hånd og vær med til at opklare mysteriet om den forgiftede efterforsker. Undervejs kan I også høre de vildeste historier om spektakulære flugtforsøg – hver dag kl. 11:30 og 13:30 (først til mølle).
Du kan også:
🚓 Hoppe ind i en patruljebil�👮♂️ Prøve politiuniformer�👆 Få taget dit eget fingeraftryk
I løbet af ugen får vi også besøg af politifolk og politiheste.
politi.dk
16/03/2026
Politimuseet LIVE d. 9. april: Fældet af DNA med Martin Wittrup Enggaard
Hvordan opklarer man et drab efter 34 år?
For drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard kan svaret være DNA. Selv en næsten usynlig rest af spyt, blod eller hudceller kan i dag afsløre en gerningsmand. Også i sager som i årtier har været betragtet som uopklarelige.
I den nye bog Fældet af DNA, skrevet sammen med journalist Louise Dalsgaard, fortæller Enggaard historien om arbejdet med de såkaldte cold cases: sager der har ligget kolde i årtier, men stadig brænder hos efterforskere og pårørende. Bogen viser også, hvordan nye DNA-metoder har gjort det muligt at genåbne gamle spor – blandt andet i sagen om mordet på Hanne With, hvor gerningsmanden undgik retfærdigheden i 34 år.
Til Politimuseet LIVE møder Martin Wittrup Enggaard museumsleder Frederik Strand til en samtale om kampen for at indføre banebrydende DNA-teknologi i dansk politi, og om hvordan nye metoder i dag kan kaste lys over gamle forbrydelser.
Politimuseet LIVE er Politimuseets samtalearrangement, hvor publikum efter museets lukketid kan komme tættere på politiets arbejde og den kriminelle underverden før og nu.
🎟 Med billetten får du også gratis adgang til Politimuseets udstillinger samme dag.
Køb din billet her:
Politimuseet LIVE: Fældet af DNA med Martin Wittrup Enggaard
Kan en enkelt dråbe blod være nøglen til at opklare en forbrydelse, der har ligget kold i årtier? F...
04/03/2026
DEN LILLE KULTURNAT FREDAG DEN 13. MARTS KL. 16-20
Politimuseet og Fælledvejens Brandstation åbner dørene til et helt særligt arrangement, hvor du kan møde brandvæsenet og politiet.
Udenfor kan du møde brand- og politifolk og komme helt tæt på, når de fremviser brandbiler, politibiler, motorcykler og meget af det specialudstyr, som de anvender, når de døgnet rundt er klar til at rykke ud. Du kan også komme på Bamsehospitalet, der med en bamse i hovedrollen viser en hospitalssituation, hvor du kan være med til at udrede, diagnosticere og behandle bamsen.
Indenfor på Politimuseet er alle udstillingerne åbne.
Her kan du:
• Få taget dit eget fingeraftryk
• Prøve politiuniformer og branddragter
• Gå på opdagelse i den gamle politistation
• Hygge, tegne og hvile benene i vores tegnestue
Bagved museet er der mulighed for at parkere ladcykler og barnevogne i afmærkede båse. Der må ikke stilles cykler eller barnevogne i passagen foran museets indgang.
Der tages forbehold for, at alle de brand- og politifolk, som deltager i arrangementet, er på arbejde. De kan derfor blive kaldt ud til andre opgaver i løbet af aftenen. Derfor kan vi ikke garantere, at de er her i hele tidsrummet.
Deltagelse kræver kulturpas fra Den Lille Kulturnat. Læs mere om den Lille Kulturnat og køb kulturpas her: https://kulturnatten.dk
11/02/2026
Oplev historien bag Rejseholdet – fortalt af en af dem, der var der selv.
Til Politimuseet LIVE inviterer vi indenfor til en særlig samtaleaften, hvor tidligere drabschef Bent Isager Nielsen i dialog med museumsleder Frederik Strand giver et unikt indblik i arbejdet med nogle af Danmarks mest opsigtsvækkende kriminalsager.
Hør om de første forsøg med profilering af serieforbrydere, udviklingen af nye kriminaltekniske metoder og om tiden, hvor virkelighedens efterforskere pludselig fik skuespillere som Mads Mikkelsen med på sidelinjen under optagelserne til tv-serien Rejseholdet.
Arrangementet foregår efter museets lukketid og inkluderer et glas vin (eller vand) samt gratis adgang til Politimuseets udstillinger samme dag.
Hvornår: 26.02.2026 kl. 17-19 på Politimuseet
Klik på linket i kommentarsporet og sikr dig en billet til en aften med fortællinger fra dansk politihistorie helt tæt på.
27/01/2026
TAG BØRNENE MED PÅ POLITIMUSEET I VINTERFERIEN
Vores vinterferieaktiviteter byder på krimigåder for store og små alle ugens dage i uge 7, samt tirsdag og torsdag i uge 8 kl. 10-16. Du kan også få taget dig eget fingeraftryk og prøve en politiuniform i børnestørrelse.
For de store: Spor i sneen
For de større børn laver vi kriminalgåden ”Spor i sneen”. En opfinder er fundet død, og det er din opgave at efterforske sagen. Du skal holde tungen lige i munden, når du undersøger gerningssted og spor og vurderer mistænktes mulige motiver og alibier. Du bliver via videoklip løbende hjulpet på vej af en række politifolk; en indsatsleder, en efterforsker og en kriminaltekniker, der giver dig deres professionelle inputs til sagen. Mon du kan samle alle trådene og opklare sagen?
Arrangementet foregår løbende hele dagen fra kl. 10.00-16.00. Alle kan være med, men vi anbefaler at mindre børn løser mysteriet i samarbejde med en voksen.
For de mindste: Mysteriet om hundetyven
En sen aften har en tyv stjålet hunden Charlie. Flere spor er blevet efterladt, men politiet har brug for din hjælp til at opklare forbrydelsen. Hold øjne og øre åbne, og vær med at udpege hvem der er hundetyven!
Arrangementet varetages af en museets formidlere som guider børnene igennem efterforskningen. Det er målrettet børn i alderen 4-7 år, men alle er velkommen til at deltage.
Start kl. 10.30, 11.30, 12.30, 13.30 og 14.30. Kom gerne 10 min før.
Praktisk information
Åbningstider: Museet har åbent kl. 10-16 alle dage i uge 7 og tirsdag og torsdag i uge 8.
Adresse: Fælledvej 20, 2200 København N
Pris og billetter: Børn u/18: gratis, Voksne: 80 kr. Billetter kan kun købes ved indgangen.
Vinterferie på Politimuseet | Arrangementer | Politimuseet
Oplevelser i vinterferien for børn
23/01/2026
43.596 BESØGENDE PÅ POLITIMUSEET I 2025
2025 blev endnu et velbesøgt år på Politimuseet. Særligt stolte er vi over de 13.243 børn og unge, som var på Politimuseet for at deltage i et af vores mange undervisningsforløb, som alle kredser om emner som politi, magt, demokrati, forbrydelse og straf. Det er det højeste antal siden museets skoletjeneste opstod.
I februar markerede vi 10-årsdagen for terrorangrebene i København d. 14. og 15. februar 2015. Dels med podcastserien ”37 skud”, der giver et indblik set gennem politiets øjne fra forskellige vinkler, og med udstilling af en række genstande, der relaterer sig til angrebene og de konsekvenser sagen har fået for politiets virke siden.
I november åbnede særudstillingen ”Operation Goldfinger – Danmarkshistorien største kokainsag”. Politidirektør Kim Christiansen fra Københavns Vestegns Politi havde æren af at klippe snoren til en udstilling, tager publikum med ind i hjertet af en af kriminalhistoriens mest spektakulære og omfattende narkosager.
Året har også været præget af mange rundvisninger, byvandringer samt en række arrangementer hvor museet har budt store og små indenfor til nærværende oplevelser i forbindelse med vinterferien, til Den Lille Kulturnat, Kulturnatten og i efterårsferien. Med hjælp fra mange steder i dansk politi har besøgende kunne komme tæt på politiet og det alsidige politiarbejde, politiuddannelsen samt køretøjer, heste og politihunde. Tak til jer alle for et godt samarbejde!
25/11/2025
På torsdag d. 27. november slår vi dørene op til vores nye særudstilling OPERATION GOLDFINGER, men allerede nu kan du lytte til første del af den reportage som Radio IIII’s kriminalmagasin Station IIII har lavet i og om udstillingen. Museumsleder Frederik Strand og historiker Anders Brandt Lundager fortæller til vært Dan Bjerregaard om den spektakulære sag og de genstande som kan ses i udstillingen. Programmet kan du søge frem i din foretrukne podcastapp ved at søge på ‘Station IIII’
17/11/2025
Ny særudstilling fra 27. november: Operation Goldfinger – danmarkshistoriens største kokainsag.
Operation Goldfinger – danmarkshistoriens største kokainsag, tager publikum med ind i hjertet af en af kriminalhistoriens mest spektakulære og omfattende narkosager. Udstillingen giver et sjældent og detaljeret indblik i, hvordan en albansk mafiaorganisation med forgreninger til mere end et dusin lande opererede i København – og hvordan dansk politi gennem en flerårig og international efterforskning formåede at optrevle netværket. Der er tale om et enestående kig ind i de organiserede kriminelles maskinrum.
Sagen, der kulminerede i 2023 med historisk hårde domme, afslørede et kriminelt netværk med en klanbaseret struktur, hvor familiære bånd og loyalitet var afgørende. Organisationen stod bag indsmuglingen af over et ton kokain og havde opbygget et avanceret system med laboratorier, specialindrettede smuglerkøretøjer og et omfattende hvidvasknetværk.
Udstillingen viser, hvordan kokainens rejse fra Sydamerika til danske gader blev muliggjort gennem et netværk, der opererede med en næsten industriel effektivitet. Den albanske mafia havde direkte kontakt til sydamerikanske karteller og italienske mafiaer, og deres metoder var så avancerede, at politiet måtte benytte omfattende dekryptering af telefoner, retskemiske analyser, internationalt samarbejde og massiv overvågning for at komme til bunds i sagen.
Som en del af udstillingen kan publikum opleve en række særlige genstande fra sagen – herunder udstyr fra kokainlaboratorierne, krypterede telefoner samt hidtil hemmeligholdte optagelser og fotos fra politiets efterforskning. Genstandene giver et konkret og tankevækkende indblik i de organiserede kriminelles professionelle og systematiske tilgang til deres kriminelle aktiviteter.
Operation Goldfinger er imidlertid ikke blot en fortælling om organiseret kriminalitet – det er også en fortælling om det moderne politis arbejde, om efterforskningens kompleksitet og om den globale narkotikahandels konsekvenser for Europa og det danske samfund. Udstillingen trækker desuden historiske linjer fra kokainens introduktion som medicinsk mirakelmiddel i 1880’erne til nutidens milliardindustri, hvor stoffet er blevet både billigere og renere – og hvor forbruget i Danmark er steget markant, også i hverdagene.
15/10/2025
Onsdag i efterårsferien stod traditionen tro i politihundenes tegn på museet.
Vi havde i dag besøg af de tre hundeførere Bjarke, Martin og Bo, sammen med deres dygtige politihunde - patruljehunden Django og de to sprængstofhunde Eddie og Robin. Hundene viste blandt andet, hvordan de lokaliserer forsvundne personer og opsporer sprængstoffer, våben og andre genstande.
I morgen lægger nærbetjentene fra Nørrebro vejen forbi med patruljevognen og spændende fortællinger fra deres hverdag på gaden.
Fredag har vi besøg af rytterisektionen og deres heste. Her kan du høre mere om, hvordan hestene indgår i politiets daglige arbejde - og giv dem (altså hestene) en gulerod.