03/06/2026
VALBY SKYBRUDSTUNNEL - VÆR MED TIL AT FEJRE AT FØRSTE TUNNELSTRÆK ER FÆRDIGT 🎉
HOFOR og Frederiksberg Forsyning inviterer naboer og interesserede til fejring onsdag den 17. juni klokken 16.30 – 18.30 - inde bag byggehegnet på Sydhavnstippen.
20 meter under Sydhavnen har en tonstung tunnelboremaskine gravet sig frem meter for meter for at gøre plads til Valby Skybrudstunnel, som skal være med til at mindske oversvømmelser i området. Tunnelboremaskinen Randi er nu færdig med første strækning og skal videre til næste byggeplads i Valby.
Kom indenfor bag byggehegnet, hvor I bl.a. kan:
• stå inde i et kæmpestort tunnelrør
• skrive en hilsen direkte på tunnelrøret, som bliver gemt under jorden i mange, mange år
• hjælpe kunstnerne med at udsmykke tunnelrøret
• nyde lokal musik og en bid mad og tage en snak med dem, der bygger tunnelen
• se tunnel og boremaskine via dronevideo – næsten som at være der selv
• prøve vores interaktive model og oversvømme byen med dit helt eget skybrud
Find mere information om Valby Skybrudstunnel hos HOFOR: https://www.hofor.dk/baeredygtige-byer/udviklingsprojekter/skybrudssikring/valby-skybrudstunnel/
02/06/2026
Nu kan du møde ponyer på Tippen 🐎
Der er flere dyr på Tippen som hjælper os med naturplejen. Det er både geder, får og alpakaer - og nu er ponyerne også kommet på græs på Tippen. Tag godt i mod dem 😍
Det er Børnenes Dyremark som står for dyrene på Tippen.
29/05/2026
Dagpragtstjerne lyser op 🌸🌸🌸
På Sydhavnsgade blev der sidste år plantet 52 store træer og sået blomstereng under. Derfor er der lige nu 300 meter vejbed fuld af dagpragtstjerne 😍
Rigtig god weekend derude!
Foto: Lars Christensen
28/05/2026
HAR DU SET UDSTILLINGEN "BÅDEHAVNSGADE MED KANT"?
Hvis du ikke har nået forbi Sydhavn Genbrugscenter for at se vores udstilling endnu, kan du stadigvæk nå det! Sidste udstillingsdag er den 31. maj.
Læs mere om udstillingen og historien bag lige her:
https://kongensenghavelokaludvalg.kk.dk/nyheder/har-du-set-udstillingen-baadehavnsgade-med-kant
26/05/2026
💧Hjælp med at få styr på vandet i Sydhavnen 💦💧💦
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har brug for din hjælp til at få overblik over, hvor i byen der er problemer med højtstående grundvand.
Kender du til konkrete områder, hvor du oplever tilbagevendende fugtskader, indtrængende vand i kældre, vand i haver eller på offentlige arealer❓
Så send gerne dit input på mail til ⭐️[email protected]⭐️med en kort beskrivelse af:
📍 placering (adresse, vejnavn eller område),
❓ hvad der konkret opleves,
⏰ om der er særlige tidspunkter eller vejrforhold, hvor problemerne er tydeligst
Indmeldingerne skal hjælpe både kommunen og spildevandsforsyningsselskaberne med at håndtere højtstående grundvand i kloakerede områder som led i en bedre klimasikring. 🩵
Foto: Colourbox
24/05/2026
TIP: SV-FESTIVAL - MED ET SPÆKFYLDT PROGRAM 🎶🎸🎷
Glæd dig til nogle musikalske dage og et program, der veksler mellem nordisk indiefolk, østeuropæisk kormusik, elektronisk, kammermusik, vokale geometrier, krop og køn i lyrik, altpop-musik og middelaldermystik.
Musikfesten sætter sejl fra d. 1. - 7. juni ude på lokale spillesteder og pop-up festivalpladser ved Karens Minde Kulturhus, BaneGaarden og Bavnehøj Allé.
Alle koncerter har gratis entré!
SV-Festival har fået støtte fra Kgs Enghavepuljen 😊
Find hele programmet her: https://sv-festival.dk/program/?
21/05/2026
SYDHAVN GENBRUGSCENTER BLIVER OMGJORT TIL NÆRGENBRUGSSTATION OG 8-TALLET FÅR LOV TIL AT BLIVE - INDTIL VIDERE ♻️
Der var ellers lagt op til at det såkaldte 8-tal - som er den del af Sydhavn Genbrugscenter, hvor alle de mange containere til affald står – bliver revet ned. Den 18. maj skulle Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget tage stilling til fremtiden for Sydhavn Genbrugscenter og der blev lagt op til at 8-tallet skulle rives ned. Sydhavn Genbrugscenter er nemlig bygget på en lejet grund, som By & Havn ejer. Aftalen med By & Havn er at grunden skal afleveres i samme stand som da Københavns Kommune indgik lejemålet, og det skal ske senest ved udgangen af 2031. Det betyder at det Københavns Kommune har bygget på grunden, skal rives ned eller så skal kommunen opkøbe grunden. Ja, det lyder lidt skørt, men sådan forholder det sig.
///Sydhavn Genbrugscenter bliver omlagt til nærgenbrugsstation for at mindske støj///
Grunden til at det er så presserende for kommunen at omlægge Sydhavn Genbrugscenter til en nærgenbrugsstation indenfor den nære fremtid, er at den nuværende drift af genbrugscentret giver for meget støj, som vil genere beboerne på Stejlepladsen og senere i Bådehavnsgade Syd kvarteret. Dengang man etablerede Sydhavn Genbrugscenter, var området ikke udlagt som et byudviklingsområde, og det var et område præget af erhverv og havneliv. Nu ser virkeligheden anderledes ud, og i fremtiden vil området huse mange nye beboere og et helt nyt liv.
///Kultur- og fritidsfaciliteter skal tænkes ind fra start///
Lokaludvalget er optaget af at man sørger for at etablere kultur- og fritidsfaciliteter inden man bygger boligerne. Vi vil ikke risikere at få endnu et kvarter, hvor der ikke bliver indtænkt kultur- og fritidsfaciliteter, sundhedshus og lægepraksis og andre vigtige funktioner fra start. Vi har derfor opfordret politikerne til at opkøbe 8-tallet med kommunens grundkøbspulje, så vi kan bruge den signifikante arkitektur til noget spændende og værdifuldt for lokalområdet. Vi er desuden modstandere af at rive brugbare bygninger ned, og i vores vision for Bådehavnsgade Syd, er et af paradigmerne at vi skal bevare alle de eksisterende bygninger i området. Vi ser heller at vi bygger ovenpå og transformerer de eksisterende bygninger fremfor at de bliver revet ned.
Forslaget om at opkøbe 8-tallet var oprindelig ikke et scenarie som Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget skulle tage stilling til, men efter vores opfordring, er denne mulighed tilføjet som et scenarie. Det er vi rigtigt glade for og politikerne skal have ros for at have lyttet til os og vores argumenter. Sydhavnens Venner fik ligeledes foretræde da Klima-, Teknik-, og Miljøudvalget skulle behandle sagen om Sydhavn Genbrugscenters fremtid. Lokaludvalget og Sydhavnens Venner har meldt de samme ønsker ind til udvalget. Fra referatet af mødet den 18. maj blev der blandt andet besluttet ”at det undersøges, om den del af grunden (8-tallet), der ikke skal anvendes til nærgenbrugsstation (forhuset) kan erhverves med henblik på at kunne indgå som kommunalt areal i det fremtidige arbejde med helhedsplan og byudvikling.”
Lige nu bliver der arbejdet på at lave en helhedsplan for en større del af Sydhavnen og som en del af helhedsplanen bliver der lavet en udvidet borgerinddragelse med et særligt fokus på Bådehavnsgade Syd. Det er derfor vigtigt for os at de input og resultater som borgerinddragelsen giver, tæller med i det store regnestykke når fremtiden for blandt andet 8-tallet skal besluttes.
Find referatet fra KTU-mødet her: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Klima-%2C%20Milj%C3%B8-%20og%20Teknikudvalget/m%C3%B8de-18052026/referat/punkt-2
20/05/2026
ET KÆMPE TAK FOR EN FIN FERNISERING PÅ UDSTILLINGEN BÅDEHAVNGADE MED KANT 🧡
Det var en fornøjelse at åbne vores udstilling, Bådehavnsgade med kant, i Sydhavn Genbrugscenter i går. Mange af jer, som deltog i visionsmødet for Bådehavnsgade Syd i januar, kom forbi og fik set resultatet - en vision for den kommende byudvikling.
Flemming fra lokaludvalgets arbejdsgruppe for Bådehavnsgade Syd bød velkommen og fortalte om processen og resultatet. Visionen er blevet til med kyndig hjælp fra arkitekter fra Drømmekontoret og Atelier for Byers Rum - i samarbejde med arbejdsgruppen. Visionen bygger blandt andet på de perspektiver og input vi fik fra visionsmødet i januar.
Kunne du ikke komme til ferniseringen, er der igen mulighed for at at få en omvisning i udstillingen når Sydhavn Genbrugscenter holder Åbent Hus torsdag den 21. maj kl. 14-18.
Udstillingen er åben indtil den 31. maj i genbrugscentrets åbningstider.