Socialistisk Information

Bolivianske arbejdere gør oprør mod en stadig svagere regering og nægter at acceptere angrebene fra Washington og Den Internationale Valutafond. Alex Fuentes forklarer i denne artikel, hvorfor de militante bolivianske (mine)arbejdere spiller - og især spillede - en afgørende rolle i landets nyere historie.

Oprør i Bolivia – Socialistisk Information Bolivianske arbejdere gør oprør mod en stadig svagere regering og nægter at acceptere angrebene fra Washington og Den Internationale Valutafond.

Stop iltsvindet i vores fjorde

{{brizy_dc_image_alt entityId=
For fjerde år i træk inviterede Enhedslisten i Roskilde den 30. maj til en vandretur langs østbredden af Roskilde Fjord. Omkring 60 deltagere kæmpede sig forbi ulovligt anlagte kystsikringsanlæg og hørte om fjordens dårlige tilstand.
Af Åge Skovrind
04. juni 2026
Læsetid: 6 minutter


Enhedslisten i Roskilde har i flere år sat fokus på vandmiljøet. Sammen med afdelingerne i Odsherred, Lejre, Holbæk, Halsnæs og Frederikssund udgav man i 2024 en avis om iltsvind i Isefjorden og Roskilde Fjord. Her blev det forklaret, at det er nødvendigt at omlægge landbruget, så der sker en reduktion af de enorme mængder kvælstof fra gylle og gødning, som udvaskes til vandmiljøet.



De fleste afdelinger har holdt velbesøgte offentlige møder med professor Stiig Markager om problemerne med iltsvind i de danske fjorde.



For lidt, forkert og for langsomt

Den grønne trepartsaftale fra 2024 skulle lægge en plan for at reducere kvælstofudledningen fra marker til åer og fjorde, blandt andet ved at reducere landbrugsarealet med mindst 400.000 hektar, til fordel for fri natur og skovrejsning. Enhedslisten var ikke med i aftalen, fordi den ikke var ambitiøs nok. Målene var for beskedne og byggede på frivillige aftaler med landbruget.



Trods dette deltog byrådsmedlemmer fra Enhedslisten Holbæk og Roskilde som kommunale repræsentanter i den lokale trepart for Isefjorden og Roskilde Fjord. I Roskilde satte Landbrug og Fødevarer hælene i og modsatte sig kommunens omlægningsplan, fordi der efter deres mening er udtaget for store arealer, herunder at de planlagte skovrejsninger skal tages ud eller reduceres



Ulovlig kystsikring

Samtidig rejste Enhedslistens daværende byrådsmedlem I Roskilde, Jonas Paludan, en anden sag i forhold til fjorden. Den handler om, at en række af grundejerne langs fjordens østbred ulovligt har opført forskellige anlæg, som skal beskytte kysten ud for deres villaer. Desuden er der opført mange private badebroer langs strækningen, som der heller ikke er søgt tilladelse til.



Anlæggene betyder, at det er, om ikke umuligt, så i hvert fald særdeles vanskeligt at vandre langs kysten. Borgerne bliver derfor afskåret fra en dejlig naturoplevelse.



I byrådet har Enhedslisten insisteret på, at der skal gøres noget ved de ulovlige anlæg, og at kommunen bør arbejde for etablering af en tilgængelig vandresti langs kysten.



Det er således både med fokus på tilgængelighed og på vandmiljøet, at Enhedslisten ved siden af indsatsen i byrådet har inviteret til en vandretur langs fjorden. Nu for fjerde år i træk og med stadig større deltagelse.



Overløb og spildevand

En ny rapport om miljøtilstanden i Roskilde Fjord og Isefjorden, udgivet af DTU Aqua i januar 2026, konkluderer, at ”miljø- og naturtilstanden i Roskilde Fjord og Isefjorden lever ikke op til vandrammedirektivets krav om god økologisk tilstand og ej heller til habitatdirektivets krav om gunstig bevaringsstatus. Tilstanden i de fire vandområder i fjordene vurderet ud fra klorofyl, ålegræs og bunddyr er moderat eller ringe, og kvælstofkoncentrationerne er fortsat for høje til at understøtte opnåelse af god økologisk tilstand.”



Det blev uddybet af Jens Christian Refsgaard, professor emeritus i vandressourcer på de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som var med på turen den 30. maj.



Han sagde, at den samlede økologiske tilstand for Indre Roskilde Fjord defineres som ”moderat”, det vil sige, at ”vandet ikke er så klart, som det normalt ville være, der er tilfælde af iltsvind, algeopblomstring, døde steder på bunden, men man kan godt bade i vandet.”



”Man taler også om den kemiske tilstand”, tilføjede han, ”at den kan være god eller ikke god, og her er den ikke god.”



”Årsagen er tilførsel af for mange næringsstoffer. Det første, man bør gøre, er at reducere udledningerne, men det vil tage flere år at ”afgifte” fjorden. Bagefter kan man godt plante ålegræs, men hvis ikke forudsætningen om rent vand er til stede, så holder det ikke i længden.”



Jens Christian Refsgaard nævnte også, at der har været talt meget om overløb, det vil sige at der bliver lukket urenset kloakvand ud i vandmiljøet ved kraftige regnskyl, som indeholder både bakterier og næringsstoffer.



”Man taler om 30 millioner kubikmeter om året eller 113 fuldt læssede lastbiler i timen. Det lyder af meget,” sagde han, ”men det er altså sådan, at omkring 70 procent af kvælstof-udledningen kommer fra landbruget, 20 procent fra det åbne land i øvrigt, og 10 procent fra byerne, heraf 7-8 procent fra rensningsanlægget, og de sidste par procent fra overløb og fra regnvand.



”Så det er ikke der, man skal rette skytset. Der er også lavet nogle beregninger på, hvad det koster at fjerne 1 ton kvælstof. Hvis man laver en separat kloakering for at reducere overløb, vil det koste 300 millioner kroner per ton. Hvis man i stedet forbedrer renseanlæggene, koster det en tiendedel, ca. 30 millioner, per ton, men hvis man opkøber landbrugsjord og tager den ud af drift, er prisen godt 3 millioner. Det giver proportioner i, hvor det vil være samfundsøkonomisk mest fornuftigt.”



”Men overløb rejser et andet problem, fordi det betyder noget for badevandet, så derfor er det en god ide at reducere overløb. Det koster bare en masse penge,” sagde han og nævnte også et ønske om mulighed for at få en notifikation om overløb, så man ved, at man ikke skal bade i dagene derefter.



Ulovlig kystsikring

Det var Danny Nielsen, Enhedslistens medlem af Klima- og Miljøudvalget, som bød velkommen til turen og gjorde status over kommunens arbejde for at sikre tilgængelighed langs fjorden.



Han forklarede, at det har lange udsigter med at få lovliggjort de ulovlige kystsikringer, som visse lodsejere har etableret langs østbredden. I anden omgang vil man skride ind overfor de private bådebroer. Og endelig skal der etableres en farbar sti langs østsiden.



Lige nu kører den første sag mod nogle af grundejerne, som i december 2024 opførte en kystbeskyttelse på 112 meter uden tilladelse. Roskilde Kommune varslede den 30. januar 2025 påbud om, at det etablerede anlæg skulle fjernes. Påbuddet blev dog sat i bero, da grundejerne ønskede at søge lovliggørende tilladelse til det etablerede projekt. Forvaltningen satte på den baggrund påbuddet i bero, indtil ansøgningen var modtaget og behandlet. I marts 2026 besluttede man at give afslag og samtidig meddele påbud om at fjerne det etablerede anlæg og reetablere kysten.



Også denne afgørelse bliver sendt i høring hos grundejerne, hvorefter kommunen skal træffe den endelige beslutning. Afslag på ansøgningen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, og i allersidste instans kan afgørelsen indbringes for domstolene.



Danny lovede, at Enhedslisten både i og uden for byrådet vil fortsætte kampen. Men det bliver en særdeles langsommelig proces, og der kommer til at gå adskillige år, inden en vandresti langs østbredden af Roskilde Fjord – måske – er en realitet.

Et håb i mørket – for socialister verden

{{brizy_dc_image_alt entityId=
Artiklens forfattere var i marts i Colombia som valgobservatører ved parlamentsvalget. Nu er det præsidentvalget i det sydamerikanske land, det gælder.
Af Ina Woods og Lone Degn
30. maj 2026
Læsetid: 6 minutter


Den 31. maj afholdes første runde af Colombias præsidentvalg. Venstrefløjspartiet Pacto Historico fører i meningsmålingerne og deres kandidat, Ivan Cepeda, står til at vinde valget. Partiet er spændende, fordi det ikke bare samarbejder med - men integrerer bevægelser som medlemmer.



I marts måned deltog vi i en delegation for at mødes med politiske kammerater fra Pacto Historico (Pacto) og for at bidrage til den internationale valgobservation ved parlamentsvalget den 8. marts. Den politiske udvikling i Colombia kan tjene til inspiration og vække håb for venstrefløjen andre steder, så den skal I ikke snydes for.



Fra alliance til parti

Ved sidste valg var Pacto en valgalliance mellem en lang række venstrefløjspartier og bevægelser. Men en lov i Colombia forbyder valgalliancer, der opnår mere end 15 % af stemmerne, at genopstille som alliance ved næste valg. Og det fik Pacto. Derfor har de skullet etablere sig som et egentligt parti. Det har været en vanskelig proces at samle fem partier, hvoraf flere i forvejen var en samling af partier. Samtidig har det været vigtigt for Pacto at have bevægelser med i partiet. Ikke som support, men som ligeværdige medlemmer. Det være sig bondebevægelser, oprindelige folks bevægelser, ungdomsbevægelser, afrocolombianske bevægelser samt repræsentanter for de tidligere guerillahære, som tilsluttede sig fredsaftalen, der blev indgået i 2016.



I Colombia skal partier godkendes af en juridisk instans med politisk udpegede dommere, som sidder på taburetten til de dør. Derfor har det ikke været lige til højrebenet at opnå godkendelse for Pacto, som dog lykkedes med at få godkendt tilslutningen af det sidste af de fem partier bare fem dage før parlamentsvalget i marts.



Men godkendelsen var på ingen måde den største udfordring for Pacto. Flere områder i Colombia styres af grupper, som sidder på alt fra privatskoler til den offentlige forvaltning og adgang til boliger.



Klanerne har så godt som uudtømmelige indtægtskilder, fra minedrift, betalingsanlæg og narko-og menneskehandel. Det betyder, at de både har penge og magt til at købe stemmer. Samtidig har de et parallelt folkeregister, og er uhyre systematisk med at kontakte vælgere. Og hvis du ikke stemmer, som de har bedt om, og dokumenterer det med et billede af din stemmeseddel, ja så skal dit barn ikke komme i skole på mandag, eller dit job er gået til en mere villig vælger.



Pacto vandt - mod alle odds

I et land, som har været styret af højrefløjen i mere end 150 år, og hvor politisk motiveret vold er noget, alle har haft tæt på, og hvor bestikkelse og køb af stemmer har været normen, er det bemærkelsesværdigt, at så stor en del af befolkningen har stemt på Pacto. De har nemlig hverken ønske om, eller økonomi til, at købe stemmer.



Så når Pacto bliver det største parti, med 22% af stemmerne, skyldes det to ting.



For det første kom Pacto til magten ved valget i 2022, fordi de blev båret frem af massive folkelige protester.



For det andet lykkedes det Pacto at skabe reelle forandringer. I et land som har regioner mod Stillehavet og mod Caribien, i Andesbjergene, på sletter og i Amazonas-junglen, et land hvor uligheden er tårnhøj, og hvor der tales omkring 70 forskellige sprog, er det lykkedes på bare 4 år at skabe forandringer, som gør en reel forskel for de fattigste og dem med færrest muligheder. Det handler om tildeling af pension, om gratis uddannelse, om arbejdstidsregulering og ikke mindst om omfordeling af jord. Millioner af mennesker har oplevet forbedringer af deres levestandard og deres rettigheder.



Derfor har Pacto også et hav af frivillige, som er stålsatte på, at den forandring Colombia er i, skal fortsætte. Ved valget i marts meldte over 90.000 sig til at være vidner rundt på landets valgsteder og derudover 800 frivillige advokater, for at sikre at de resultater, der blev indberettet fra valgstederne, var de samme som dem, der nåede frem. Man har nemlig erfaring for, at rigtig mange stemmer forsvinder i processen.



Når man taler med dem, der stemmer på Pacto, så har de tidligere følt magtesløshed og ligegyldighed over for politik og politiske partier. De er vant til korruption, nepotisme og en helt afsindig mængde vold. Politisk motiverede drab, kidnapninger, voldtægter, vold, massakrer og krig har været hverdag i Colombia, så længe de fleste kan huske. Nu er det anderledes, siger de. Vi leder efter skeptikere, men alle vi møder udtrykker håb for fremtiden.



Måske skyldes det også, at fredsaftalen fra 2016 åbnede et rum for at tale om konfliktens rødder og for en tro på forandring ad demokratisk vej.



Samtidig - og ikke mindst - har de sidste fire år med Pacto ved roret ikke blot betydet forbedringer for mange colombianske borgere. Pacto har også sat en ny kurs, når det gælder klima, fred og den internationale retsorden. Det handler om energifællesskaber, beskyttelse af naturområder, stop for nye olieboringer og tilbagelevering af land til oprindelige folk. Men man ved også, at verden er større end Colombia. F.eks. har vi set Colombia gå forrest i forsvaret for Palæstina og dets folk, ligesom Colombia er et af de få lande, der højlydt protesterer mod blokaden af Cuba.



Pacto er nået længere på fire år, end nogen turde drømmer om. Den 31. maj afholdes første runde af præsidentvalget, og Pactos kandidat, Ivan Cepeda, står til at vinde, dog tæt forfulgt af kandidaten fra det ekstreme højre.



Får ingen af dem over 50% af stemmerne, skal de ud i en 2. runde den 21. juni. Og det er ikke kun i Colombia, man holder vejret. Præsidentvalget er vigtigt for hele Sydamerika, som har brug for at vise Trump, at han kan få fingeren.



Håret i suppen

Rom blev ikke bygget på en dag. Der er stadig væbnede grupper i Colombia, som det ikke er lykkedes at lave fredsaftaler med, og som kontrollerer dele af landet. I disse områder kan det være med livet som indsats, man går på arbejde eller køber ind, ligesom mord på politikere forekommer med jævnlige mellemrum. Heller ikke under Pactos ledelse kan Colombia forstås som et samlet land og dele af landet er reelt uden for statens indflydelse. Der er også lang vej til der er en lige fordeling af naturens ressourcer, ligesom den mandschauvinistiske kultur stadig stortrives de fleste steder. Så der er lang vej endnu.



Pacto er ung - meget ung. Og som bekendt er de fleste mest progressive i deres ungdom og skredet mod højre venter lige om hjørnet. Skal dette forhindres, og skal Colombia fortsat styre i den rigtige retning, så kræver det stærk forankring i bevægelserne og blandt folket.



Vi krydser fingre for Pacto den 31. maj og den 21. juni og håber, at folket holder Pacto fast på deres løfter om lighed, bæredygtighed og fred.



Kontakt Ina og Lone, via [email protected], hvis I er interesserede i, at de kommer ud og holder oplæg om situationen i Colombia og præsidentvalget.



SI-redaktionens note 1. juni 2026: Den foreløbige - ikke den officielle - optælling af alle stemmerne viste, at Abelardo de la Espriella fra den yderste højrefløj fik 43,74 procent og Ivan Cepeda40,9 procent af stemmerne.

FORRIG

Reportage fra Naturmødet: Kampen for natur og biodiversitet

{{brizy_dc_image_alt entityId=
For 10. gang dannede Hirtshals rammen for årets Naturmøde, der er naturens svar på Folkemødet.
Af Rasmus Keis Neerbek
31. maj 2026
Læsetid: 9 minutter


Foto: Bianca Brahmer fra De Unge Biodiversitetsambassadører



Over 3 dage mødes en lang række aktører, foreninger, forskere, aktivister, politikere mv. og sætter fokus på naturen og biodiversiteten.



Over 30.000 lagde vejen forbi til debatter og arrangementer eller besøgte foreningerne i de talrige boder og telte.



Arrangementerne spænder vidt, fra de mere naturnørdede om årets bedste feltfund, ulvens genkomst, rewilding, til de politiske om udfordringer for vandmiljøet eller mangel på naturforståelse i læreplanerne gennem uddannelsessystemet. Der er noget for enhver.



En af de organisationer, som tiltrak sig meget opmærksomhed, var De Unge Biodiversitets-ambassadører, DUB, der havde et stort telt med adskillige debatter, men som også formåede at lave en større happening med en demonstration mod kastrering af de udsatte dyr i de nye naturnationalparker. En demonstration, der på den ene side havde et element af humor med paroler som “Nej til nosseløs natur”, men som samtidig rummede det faglige argument, at hvis vi skal genskabe ordentlige naturområder, så kræver det selvreproducerende bestande af store græssende dyr.



Socialistisk Information fik en snak med Bianca Brahmer, en af de centrale personer i DUB, og med Rasmus Vestergaard fra Enhedslisten.



Bianca, kan du kort fortælle, hvem De Unge Biodiversitetsambassadører er?



Vi er en organisation af unge på mellem 15 og 35, der kæmper for natur og biodiversitet. Vi organiserer faglig formidling om naturspørgsmål, deltager i udvalgsarbejdet i Det Grønne Kontaktudvalg, hvor vi også har været inviteret med til møder i Miljøministeriet bl.a. med ministeren, men vi har også et aktivistisk udtryk, hvor vi fx har lavet kridtblitz med fokus på truede arter.



Hvilken rolle betyder et event som Naturmødet for jer som organisation?



Det giver os en rigtig god mulighed for at få kontakt til flere unge mennesker og få dem gjort interesserede i det naturpolitiske. Det sker gennem debatter, arrangementer og det, man kan kalde blød aktivisme, men samtidig insisterer vi netop på, at vores argumenter er er baseret på en videnskabelig faglig viden.



Så kan vi lave sjove ting som “kokage-dyst”, men det er en invitation til reel debat om “det gode dyreliv”, hvor vi tager udgangspunkt i naturens egen værdi, i stedet for hele tiden at tale om natur i et nytteperspektiv.



Har I samarbejde med andre bevægelser?



Ja, vi var med til at stifte Ung Naturalliance, som er en paraply for flere naturforeninger, hvor man mødes med henblik på at lave alliancer og øge samarbejdet. Det gør, at vi kan inspirere hinanden og gå sammen, som fx her op til valgkampen, hvor spørgsmålet om en biodiversitetslov var i fokus.



Hvad ser du af udfordringer for kampen for mere natur?



Der er ingen tvivl om, at landbrugslobbyen er en stor faktor, og som i mange år har påvirket det politiske niveau.



Men helt generelt har vi også en udfordring i, at mange jo er blevet fremmedgjorte over for naturen. Et eksempel er fx skovindustrien, der jo på lange stræk har solgt ideen om plantet skov, hvor mange natur- og klimaprojekter starter med parolen om “plant et træ”, hvilket jo tydeligt viser de myter, som man har “plantet” i befolkningen om, hvordan en skov bør se ud. Når der så startes gode projekter op som naturnationalparkerne, der jo burde have naturen som absolut hovedfokus, så ender man alligevel med at invitere alle mulige andre interessenter ind, hvilket jo risikerer at udvande formålet.



Hvordan er jeres kontakt til de politiske partier?



Begrænset, men vi mærker dog en øget interesse for at inddrage de unge mere, men det er et område, vi ved skal opprioriteres i fremtiden.



Når det handler om den grønne omstilling generelt, uanset om vi snakker klima, miljø eller natur, så er der en tendens til, at de politiske løsningsforslag er for få, og at det går for langsomt. Hvordan speeder man processen op?



Det er fuldstændigt rigtigt, og jeg har ikke en løsning ud over at man må være stædig og tålmodig.



Vi forsøger at sætte fokus på noget af det hykleri, som der er i naturdebatten, bl.a. ved at uddele den omvendte biodiversitetspris (der i år gik til Dansk Skovforening, grundet deres forsøg på at få undtaget sitkagran og robinie fra en kommende invasivliste, grundet deres betydning for tømmerproduktion. (Jeppe Bruus fik i øvrigt en specialpris, for at have været nomineret flest gange. SI). Vi bliver også ved med at tale om biodiversitetslov, om ulven, eller hvad det nu måtte være. Og så også fremhæve de små positive resultater, fx nogle af de private naturprojekter, som staten kunne lære meget af.



Så du har stadig troen på, at der kan ske reelle forandringer?



Ja, jeg kalder det aktivt håb. Vi kommer med ideer, nogle kan så vælge at kalde dem utopiske, men selv om det går langsomt, så er der jo mere snak i dag om biodiversitet end tidligere. Der er en bevægelse i den rigtige retning.



Det kan være enormt ressourcekrævende at være med i aktiviteter som dette, men de små sejre giver gejst, vi løfter hinanden i fællesskabet og tager kampen op. Det er en gave at kæmpe for naturen.



Tak for snakken.



Naturmødet havde tiltrukket flere politiske partier, adskillige havde telte på eventet, og en del MF’ere deltog i diverse debatter. Socialistisk Information fangede Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Rasmus Vestergaard til en snak.



Hvorfor er Enhedslisten på Naturmødet?



Det er der flere grunde til. Vi er naturligvis dybt optaget af den enorme biodiversitetskrise, vi står midt i. Så er vi et bevægelsesparti, og det er naturligt for os at være på et event, hvor netop så mange naturbevægelser er samlet. Samtidig rummer Naturmødet også eksperter, folk som vi skal lytte til og samarbejde med, når det kommer til konkrete tiltag og handlemuligheder i forhold til natur og miljø. Endelig så ligger den grønne dagsorden mit hjerte nær, så det er også helt personligt noget, jeg brænder for.



Her på Naturmødet er der mange diskussioner, ikke mindst spørgsmålet om, hvilken betydning en ny kommende regering vil få for naturen. Hvilke krav rejser Enhedslisten i den forbindelse?



Der er jo flere områder, hvor vi presser på. Et ønske om en biodiversitetslov. En ambitiøs klimalov. Vi har jo i valgkampen set, hvordan spørgsmålet om svin og drikkevand blev til temaer, der kom til at spille en rolle.



Her må vi jo nok erkende, at vi tidligere ikke har været gode nok til at få forankret det i befolkningen. Der har manglet en kobling mellem den grønne omstilling og social sikkerhed. Vi har ikke været nok opmærksomme på dem, der rammes. I den forstand er det også et demokratisk spørgsmål. Der skal være en social balance i den grønne omstilling.



I en debat stillede en tilhører et godt spørgsmål, om der var for mange mindre bevægelser, om man burde arbejde på at skabe større samlende bevægelser. Hvad tænker du om det?



Der ligger jo helt klart en styrke i at gå sammen om en dagsorden. Svinespørgsmålet er et oplagt eksempel på, at man har formået at skabe en fælles front, der inkluderer mange vinkler. For miljøorganisationer er fokus på udledningen af gylle med effekterne på vores fjorde og vandmiljø generelt, andre har spørgsmålet om dyrevelfærd eller en klimadagsorden. Der skal naturligvis være plads til, at man kan nørde ned i en specifik dagsorden eller område, men hvis forandringerne for alvor skal slå igennem, så kræver det en form for dualitet mellem bevægelserne.



I Jordskred forsøger vi så at koble bevægelsesdelen med det parlamentariske. Pludselig midt i valgkampen oplevede vi Mette Frederiksen stå med en pattegris, hvilket kun skete, fordi det var lykkedes at få skabt den dagsorden udefra, fra bevægelserne.



Kan du fortælle lidt mere om Jordskred, hvordan er det opstået?



Det er jo skabt på baggrund af ønsket om en mere forpligtende relation mellem de demokratiske bevægelser og det parlamentariske. Et bindeled.



Det politiske har udviklet sig, hvor man jo dels ser, at færre og færre mennesker er medlem af et parti, hvilket i sig selv svækker koblingen. Der var også engang et langt tættere bånd mellem fagbevægelsen og partierne til venstre. Men vi har slet ikke en eller anden færdig masterplan, som skal realiseres. Først nu er vi startet med betalende medlemmer, og så må det udvikles nedefra, selv om det er en stor opgave, netop fordi så få reelt er medlemmer i partierne.



Men mange bevægelser har jo ikke gode erfaringer med de politiske partier. Ofte ser vi bevægelserne udvikle mere progressive, mere vidtgående krav, end det de politiske partier, der så til gengæld kan fremstå som hæmmende for kampen, eller i nogle tilfælde opfatter man det, som om de decideret modarbejder bevægelsen. Er det ikke en fare?



Det er jeg sådan set enig i, men jeg ser det også lidt som en præmis. Bevægelserne presser jo på med de dagsordener, de nu burde have, og det skal de jo bare gøre. Partierne og det politiske niveau har så en lidt bredere forpligtelse, en mere holistisk tilgang, om man vil, hvor bevægelsen jo ikke er forpligtet på andet end sin egen sag. Men det opfatter jeg nu egentlig også bare som positivt.



Jeg håber på, at Jordskred kan blive en kraft, hvor vi både laver aktivisme og arbejder målrettet i folketinget.



Men risikerer man ikke at skuffe bevægelserne?



Absolut, men erfaringerne omkring svinevalg og klimaloven viser trods alt, at vi kan rykke noget sammen. Vise, at der kan ske åbninger til reelle forandringer. Der er meget langt til at skabe flertal for progressive forandringer uden et massivt kontinuerligt pres udefra. Derfor er de aktive bevægelser afgørende.



Vi ser jo også erfaringerne fra USA, den måde hvorpå man samlede aktivister til en kampagne for Mamdani i New York. Der er meget inspiration at hente derfra.



Så du er optimist for fremtiden?



Jeg vil sige, jeg er håbefuld. Men energien, jeg ser i Jordskred, giver da noget optimisme.



Tak for snakken.



{{brizy_dc_image_alt entityId=
For 10. gang dannede Hirtshals rammen for årets Naturmøde, der er naturens svar på Folkemødet.
Af Rasmus Keis Neerbek
31. maj 2026
Læsetid: 9 minutter


Foto: Bianca Brahmer fra De Unge Biodiversitetsambassadører



Over 3 dage mødes en lang række aktører, foreninger, forskere, aktivister, politikere mv. og sætter fokus på naturen og biodiversiteten.



Over 30.000 lagde vejen forbi til debatter og arrangementer eller besøgte foreningerne i de talrige boder og telte.



Arrangementerne spænder vidt, fra de mere naturnørdede om årets bedste feltfund, ulvens genkomst, rewilding, til de politiske om udfordringer for vandmiljøet eller mangel på naturforståelse i læreplanerne gennem uddannelsessystemet. Der er noget for enhver.



En af de organisationer, som tiltrak sig meget opmærksomhed, var De Unge Biodiversitets-ambassadører, DUB, der havde et stort telt med adskillige debatter, men som også formåede at lave en større happening med en demonstration mod kastrering af de udsatte dyr i de nye naturnationalparker. En demonstration, der på den ene side havde et element af humor med paroler som “Nej til nosseløs natur”, men som samtidig rummede det faglige argument, at hvis vi skal genskabe ordentlige naturområder, så kræver det selvreproducerende bestande af store græssende dyr.



Socialistisk Information fik en snak med Bianca Brahmer, en af de centrale personer i DUB, og med Rasmus Vestergaard fra Enhedslisten.



Bianca, kan du kort fortælle, hvem De Unge Biodiversitetsambassadører er?



Vi er en organisation af unge på mellem 15 og 35, der kæmper for natur og biodiversitet. Vi organiserer faglig formidling om naturspørgsmål, deltager i udvalgsarbejdet i Det Grønne Kontaktudvalg, hvor vi også har været inviteret med til møder i Miljøministeriet bl.a. med ministeren, men vi har også et aktivistisk udtryk, hvor vi fx har lavet kridtblitz med fokus på truede arter.



Hvilken rolle betyder et event som Naturmødet for jer som organisation?



Det giver os en rigtig god mulighed for at få kontakt til flere unge mennesker og få dem gjort interesserede i det naturpolitiske. Det sker gennem debatter, arrangementer og det, man kan kalde blød aktivisme, men samtidig insisterer vi netop på, at vores argumenter er er baseret på en videnskabelig faglig viden.



Så kan vi lave sjove ting som “kokage-dyst”, men det er en invitation til reel debat om “det gode dyreliv”, hvor vi tager udgangspunkt i naturens egen værdi, i stedet for hele tiden at tale om natur i et nytteperspektiv.



Har I samarbejde med andre bevægelser?



Ja, vi var med til at stifte Ung Naturalliance, som er en paraply for flere naturforeninger, hvor man mødes med henblik på at lave alliancer og øge samarbejdet. Det gør, at vi kan inspirere hinanden og gå sammen, som fx her op til valgkampen, hvor spørgsmålet om en biodiversitetslov var i fokus.



Hvad ser du af udfordringer for kampen for mere natur?



Der er ingen tvivl om, at landbrugslobbyen er en stor faktor, og som i mange år har påvirket det politiske niveau.



Men helt generelt har vi også en udfordring i, at mange jo er blevet fremmedgjorte over for naturen. Et eksempel er fx skovindustrien, der jo på lange stræk har solgt ideen om plantet skov, hvor mange natur- og klimaprojekter starter med parolen om “plant et træ”, hvilket jo tydeligt viser de myter, som man har “plantet” i befolkningen om, hvordan en skov bør se ud. Når der så startes gode projekter op som naturnationalparkerne, der jo burde have naturen som absolut hovedfokus, så ender man alligevel med at invitere alle mulige andre interessenter ind, hvilket jo risikerer at udvande formålet.



Hvordan er jeres kontakt til de politiske partier?



Begrænset, men vi mærker dog en øget interesse for at inddrage de unge mere, men det er et område, vi ved skal opprioriteres i fremtiden.



Når det handler om den grønne omstilling generelt, uanset om vi snakker klima, miljø eller natur, så er der en tendens til, at de politiske løsningsforslag er for få, og at det går for langsomt. Hvordan speeder man processen op?



Det er fuldstændigt rigtigt, og jeg har ikke en løsning ud over at man må være stædig og tålmodig.



Vi forsøger at sætte fokus på noget af det hykleri, som der er i naturdebatten, bl.a. ved at uddele den omvendte biodiversitetspris (der i år gik til Dansk Skovforening, grundet deres forsøg på at få undtaget sitkagran og robinie fra en kommende invasivliste, grundet deres betydning for tømmerproduktion. (Jeppe Bruus fik i øvrigt en specialpris, for at have været nomineret flest gange. SI). Vi bliver også ved med at tale om biodiversitetslov, om ulven, eller hvad det nu måtte være. Og så også fremhæve de små positive resultater, fx nogle af de private naturprojekter, som staten kunne lære meget af.



Så du har stadig troen på, at der kan ske reelle forandringer?



Ja, jeg kalder det aktivt håb. Vi kommer med ideer, nogle kan så vælge at kalde dem utopiske, men selv om det går langsomt, så er der jo mere snak i dag om biodiversitet end tidligere. Der er en bevægelse i den rigtige retning.



Det kan være enormt ressourcekrævende at være med i aktiviteter som dette, men de små sejre giver gejst, vi løfter hinanden i fællesskabet og tager kampen op. Det er en gave at kæmpe for naturen.



Tak for snakken.



Naturmødet havde tiltrukket flere politiske partier, adskillige havde telte på eventet, og en del MF’ere deltog i diverse debatter. Socialistisk Information fangede Enhedslistens nyvalgte folketingsmedlem Rasmus Vestergaard til en snak.



Hvorfor er Enhedslisten på Naturmødet?



Det er der flere grunde til. Vi er naturligvis dybt optaget af den enorme biodiversitetskrise, vi står midt i. Så er vi et bevægelsesparti, og det er naturligt for os at være på et event, hvor netop så mange naturbevægelser er samlet. Samtidig rummer Naturmødet også eksperter, folk som vi skal lytte til og samarbejde med, når det kommer til konkrete tiltag og handlemuligheder i forhold til natur og miljø. Endelig så ligger den grønne dagsorden mit hjerte nær, så det er også helt personligt noget, jeg brænder for.



Her på Naturmødet er der mange diskussioner, ikke mindst spørgsmålet om, hvilken betydning en ny kommende regering vil få for naturen. Hvilke krav rejser Enhedslisten i den forbindelse?



Der er jo flere områder, hvor vi presser på. Et ønske om en biodiversitetslov. En ambitiøs klimalov. Vi har jo i valgkampen set, hvordan spørgsmålet om svin og drikkevand blev til temaer, der kom til at spille en rolle.



Her må vi jo nok erkende, at vi tidligere ikke har været gode nok til at få forankret det i befolkningen. Der har manglet en kobling mellem den grønne omstilling og social sikkerhed. Vi har ikke været nok opmærksomme på dem, der rammes. I den forstand er det også et demokratisk spørgsmål. Der skal være en social balance i den grønne omstilling.



I en debat stillede en tilhører et godt spørgsmål, om der var for mange mindre bevægelser, om man burde arbejde på at skabe større samlende bevægelser. Hvad tænker du om det?



Der ligger jo helt klart en styrke i at gå sammen om en dagsorden. Svinespørgsmålet er et oplagt eksempel på, at man har formået at skabe en fælles front, der inkluderer mange vinkler. For miljøorganisationer er fokus på udledningen af gylle med effekterne på vores fjorde og vandmiljø generelt, andre har spørgsmålet om dyrevelfærd eller en klimadagsorden. Der skal naturligvis være plads til, at man kan nørde ned i en specifik dagsorden eller område, men hvis forandringerne for alvor skal slå igennem, så kræver det en form for dualitet mellem bevægelserne.



I Jordskred forsøger vi så at koble bevægelsesdelen med det parlamentariske. Pludselig midt i valgkampen oplevede vi Mette Frederiksen stå med en pattegris, hvilket kun skete, fordi det var lykkedes at få skabt den dagsorden udefra, fra bevægelserne.



Kan du fortælle lidt mere om Jordskred, hvordan er det opstået?



Det er jo skabt på baggrund af ønsket om en mere forpligtende relation mellem de demokratiske bevægelser og det parlamentariske. Et bindeled.



Det politiske har udviklet sig, hvor man jo dels ser, at færre og færre mennesker er medlem af et parti, hvilket i sig selv svækker koblingen. Der var også engang et langt tættere bånd mellem fagbevægelsen og partierne til venstre. Men vi har slet ikke en eller anden færdig masterplan, som skal realiseres. Først nu er vi startet med betalende medlemmer, og så må det udvikles nedefra, selv om det er en stor opgave, netop fordi så få reelt er medlemmer i partierne.



Men mange bevægelser har jo ikke gode erfaringer med de politiske partier. Ofte ser vi bevægelserne udvikle mere progressive, mere vidtgående krav, end det de politiske partier, der så til gengæld kan fremstå som hæmmende for kampen, eller i nogle tilfælde opfatter man det, som om de decideret modarbejder bevægelsen. Er det ikke en fare?



Det er jeg sådan set enig i, men jeg ser det også lidt som en præmis. Bevægelserne presser jo på med de dagsordener, de nu burde have, og det skal de jo bare gøre. Partierne og det politiske niveau har så en lidt bredere forpligtelse, en mere holistisk tilgang, om man vil, hvor bevægelsen jo ikke er forpligtet på andet end sin egen sag. Men det opfatter jeg nu egentlig også bare som positivt.



Jeg håber på, at Jordskred kan blive en kraft, hvor vi både laver aktivisme og arbejder målrettet i folketinget.



Men risikerer man ikke at skuffe bevægelserne?



Absolut, men erfaringerne omkring svinevalg og klimaloven viser trods alt, at vi kan rykke noget sammen. Vise, at der kan ske åbninger til reelle forandringer. Der er meget langt til at skabe flertal for progressive forandringer uden et massivt kontinuerligt pres udefra. Derfor er de aktive bevægelser afgørende.



Vi ser jo også erfaringerne fra USA, den måde hvorpå man samlede aktivister til en kampagne for Mamdani i New York. Der er meget inspiration at hente derfra.



Så du er optimist for fremtiden?



Jeg vil sige, jeg er håbefuld. Men energien, jeg ser i Jordskred, giver da noget optimisme.



Tak for snakken.