Merete Riisager - Liberal Alliance

HVORFOR ER DET ALDRIG FAMILIEN DER KOMMER FØRST, NÅR MAN SPØRGER CENTRUM-VENSTRE?

Vi har hørt virkelig meget om børn fra centrum-venstre i denne valgkamp.

Men fælles for alle deres forslag er at, det altid handler om det offentlige - aldrig om familien.

Det synes jeg er helt sort. For mig er det indlysende, at vi må tage udgangspunkt i familien.

Jeg har samlet lidt af uenigheden nedenfor:

- Skal vi lade familierne passe de små børn hjemme, så pengene følger barnet?
- CV: Nej, fordi “ligestilling”

- Skal vi lave modul-pasning, så familierne kun skal betale for de timer, hvor barnet er i daginstitution?
- CV: Nej, fordi fagforening

- Skal vi sætte barslen fri?
- CV: Nej, fordi “ligestilling”

- Skal vi lade familierne beholde flere af deres egne penge?
- CV: Nej, de kan få en (lille) check

- Skal vi gøre det muligt for familierne at være mere sammen? Danske små-børn er trods alt dem, der passes flest timer i daginstitution i hele verden.
- CV: Nej!! Svaret er “minimumsnormering” (selvom det ikke virker)

- Skal vi sambeskatte familierne, så den ene kan arbejde mere end den anden uden at familien straffes økonomisk?
- CV: Nej, fordi… bare nej!

Okay, jamen så blev det da slået fast med syvtommersøm. Vi ser ganske enkelt forskelligt på, hvad det vigtigste er for børn og deres forældre.

Jeg hedder Merete Riisager, og jeg stiller op for Liberal Alliance i København.

Jeg tager ikke friheden for givet.

I denne valgkamp har jeg - til venstrefløjens store irritation- mange gange henvist til Iran og Venezuela.

Det er lande, der viser os, hvad der sker med menneskers frihed, hvis enten islamismen eller socialismen får helt frie tøjler.

I Venezuela- et land rigt på naturressourcer- har mange mennesker ikke adgang til almindelige fornødenheder og kan ikke købe den medicin, de har brug for. Omkring 7 mio. venezuelanere er flygtet ud af landet de seneste år.

I Iran har mullah-styret systematisk undertrykt befolkningen siden 1979. Kvinders frihed er blevet voldsomt begrænset, homoseksuelle er blevet forfulgt og dræbt og i de seneste måneder er omkring 40.000 unge iranere blevet dræbt ifbm. demonstrationer mod styret.

Det er lande, der er langt væk - men de er også tæt på. Når jeg lufter min hund, taler jeg med min nabo, som er flygtet fra Venezuela, og når jeg er på gaden og fører valgkamp, får jeg et knus i farten fra en eksil-iraner.

Enhedslisten, der ønsker prisregulering, brandbeskatning og statslig overtagelse af virksomheder ser ikke nogen sammenhæng. Men mekanismerne er meget ens.

Radikale og Enhedslisten, der tager selfies med islamister eller går i demonstrationer, hvor der råbes om død og ødelæggelse, ser ikke sammenhængen.

Danske politikere er generelt pæne mennesker med gode intentioner. Det siger jeg også til dem, når vi debatterer. Det ændrer blot ikke på, at de trækker i den forkerte retning i forhold til friheden.

Jeg siger ikke, at Danmark bliver som Iran eller Venezuela i nær fremtid. Jeg siger, at den frihed, vi har fået i arv, ikke er en given ting.

Det kræver en indsats at forny den og forsvare den. Det er ikke noget, vi kan overlade til kommunen.

Når jeg taler om dannelse, økonomi og udlændingepolitik, er det fordi, det er her, vi har behov for at styrke fundamentet i vores samfund - og vi kan alle gøre noget.

Når du hjælper din nabo med at handle, fordi hun er kommet galt afsted på løbeturen.

Når du opdrager dine børn til at tage af bordet, når I besøger bedstemor.

Når du insisterer på ytringsfriheden, på værdigheden og på den demokratiske samtale - i skolen og på arbejdspladsen - så gør du dit.

Hvis jeg får din personlige stemme i morgen, vil jeg også gøre mit.

Friheden er nemlig værd at forsvare.

“Jeg taler normalt ikke med borgerlige, men jeg vil gøre en undtagelse og stille jer et spørgsmål”.

Sådan sagde en studerende ved en debat, jeg deltog i.

Ved den samme debat, kom en maskeret aktivist ind og hængte et skilt op over en plakat fra DD. Noget med “fascisme”.

I forbindelse med debatter beklagede en kandidat fra Enhedslisten sig over, at jeg brugte argumenter, hun ikke kunne lide, og hun bad mig derfor om ikke at bruge den igen - fordi “tonen”.

Jeg prøvede at forklare hende, at hun jo ikke havde ret til at beslutte, hvilke argumenter andre kandidater kunne anvende.

Jeg er seriøst bekymret for vores demokratiske kultur.

Danmark er bygget med ytringsfrihed og samtale, og argumenterne må godt blive skarpe. Det er sådan, man afklarer og afdækker uenighed.

Men på venstrefløjen er der tendenser til, at man vil lukke debatten ned. Det er ikke godt.

Jeg er en voksen dame - jeg har oplevet lidt af hvert.

Men jeg tænker især på de borgerlige studerende, der må sidde og skutte sig, når der bliver lukket ned for deres argumenter og det, de tror på.

Fortællingerne om folkeskolens problemer er alvorlige, og der er brug for handling.

Lærerflugt, vold, uro, faldende karakterer og børn som konstant forhandler dagsordenen.

Men det er ikke hele historien. Langt de fleste børn trives i Danmark.

I internationale sammenligninger, trives danske børn og unge generelt set. Det viste trivselskomissionen i deres afrapportering i februar 2025.

I skoleåret 2023/2024 havde 84 % af pigerne og 88 % af drengene på 4.-9. klassetrin høj skoletrivsel.

Fælles for mange af disse elever er, at de er meget tålmodige over for deres klassekammerater.

De venter på, at læreren har mulighed for at kunne undervise dem, de bærer over med uacceptabel elevadfærd igen og igen, de finder sig i at leve med et klasserum i uro og opbrud.

Lad os tale om de hér tålmodige elever i dag.

Når jeg taler med lærere, og de fortæller mig om deres arbejdsliv, fortæller de gang på gang, med stor frustration, at “de savner at bruge deres tid og kræfter på at undervise”.

De fortæller, at deres undervisning er blevet fragmenteret. De fortæller, hvordan evige hensyn til individet og forhandlinger i alle grænsesættende situationer, er ved at æde dem op.

Men, de fortæller også om en hverdag, som for dem er meget meningsfuld. En hverdag, hvor de er omringet af omsorgsfulde, nysgerrige, ambitiøse, ansvarsfulde og modige elever.

Som ved, at livet kræver noget af dem. Som ved, at man skal øve sig for at blive dygtig til noget.
Som ved at de har et ansvar for at bidrage til et godt klassemiljø.

Disse elever ved godt, at det at være elev i en skole, er noget andet end at være barn i en familie. Det er elever, der gerne vil læse, undersøge, forstå og lære.

Lad os skabe en folkeskole, hvor disse elever bliver forbilleder og ikke skal sidde og vente hele tiden.

Hvor disse elever sætter standarden for elevadfærd og hvor ro og fordybelse er en selvfølge.

Hvor vi har høje ambitioner for, hvad vores folkeskole kan udrette og hvilket undervisningsmiljø, den kan skabe.

Vi kan godt!

“Hvis mit hus i Iran bliver jævnet med jorden, så er det en pris, jeg er villig til at betale, hvis bare regimet falder.”

Sådan sagde en eksil-iraner til mig i går, da jeg var på gaden for at føre kampagne.

Det er så vildt at følge iranernes kamp for frihed, og samtidig så vigtigt.

Ved folketingsvalget i 2005 handlede det første vælgermøde, jeg selv stod for at arrangere, om iranske kvinders frihed.

Jeg blev allerede dengang dybt berørt af fortællingerne fra de dansk-iranere, jeg mødte, mens jeg boede i Københavns Nordvestkvarter.

Alle disse smukke, stærke kvinder, der levede med vanvittige restriktioner. Tildækkede, begrænsede, stækkede. Så mange liv, der var lukket ned af mullahernes undertrykkelse.

Jeg begyndte at forstå omfanget af den kontrol og brutalitet, der ligger i islamismen - så direkte i modstrid med alt, hvad vi står for i Danmark. Derfor forfalder nogen danskere også til at undervurdere islamistiske kræfter.

Som når godtroende politikere fra EL, R og M hygger, spiser middag og tager billeder med herboende islamister. Så håbløst naivt. Islamister i Danmark er ikke forskellige fra dem i Iran. De har bare mindre magt.

Jeg bakker op om iranernes kamp for frihed. Det koster ressourcer at afsætte regimet for USA og Israel, og det kan få store omkostninger for resten af verden, hvis energiforsyningerne går i stå i længere tid.

Men at leve med Irans brutalitet overfor både landets egen befolkning, hele regionen og finansiering af terrorbevægelser, er en omkostning vi har levet længe med.

Kære Samira Nawa

Du vil forære danskernes frihed væk - og du gør det med et smil og en formaning.

Jeg har længe villet skrive til dig. I dag blev så dagen.

I dag tager du danskerne i skole, fordi et flertal ønsker mindre muslimsk og mellemøstlig påvirkning af Danmark.

Du siger, det er Dansk Folkepartis skyld. På den måde får du også lige sagt, at danskerne er lidt dumme - og at de nemt lader sig forlede.

Men lad mig lige fortælle dig en ting.

Jeg har også været radikal engang. Jeg har også følt mig hævet over andre menneskers ønske om en stram udlændingepolitik.

Men så oplevede jeg problemerne tæt på.

Jeg boede i Københavns Nordvestkvarter. Jeg fik social kontrol, vold, dominansadfærd, radikalisering ind med skeer. Det var ikke til at overse.

Da R bøjede sig i sagen om Muhammedtegningerne, vidste jeg, at R ikke længere var mit parti. I holdt op med at forsvare friheden - fordi I så gerne ville være “rummelige”. Men de mennesker, der smadrede ambassader og slog karrikaturtegnere ihjel, er ligeglade med jeres rummelighed. De ønsker kontrol. Og det ved du godt.

Du siger, det er mere liberalt med en fri indvandring end med en stram udlændingepolitik. Men du tager fejl. Stram udlændingepolitik er forudsætningen for et frit og liberalt samfund. For det er ikke alle mennesker i verden, der deler vores værdier. Og deres kultur ændrer sig ikke, når de lander i Kastrup.

Kultur, der er fremmed for frihed og demokrati er effektiv til at ødelægge den frihed, vi har skabt igennem generationer i Danmark. Det handler ikke kun om antal - men også om brutalitet.

Når en lærer får halsen skåret over i Frankrig, fordi han angiveligt har fornærmet en profet - påvirker det lærere og undervisning i hele Europa.

Når en homoseksuel mand bliver slået ned og mishandlet i Odense af unge med Mellemøstlig baggrund, påvirker det trygheden for homoseksuelle i Danmark.

Når unge mænd og kvinder oplever knivstikkeri og dominansadfærd i nattelivet, påvirker det friheden og glæden for tusindvis af unge.

Når et jødisk fodboldhold for børn i København ikke kan spille kampe på grund af antisemitisme fra mellemøstlige borgere, fylder det alle jødiske forældre med sorg.

Alt dette ved du.

Mit gæt er, du vil sige: “Jamen, det er ikke alle, der er sådan.” Og du har ret. Jeg har også venner med MENAPT baggrund, der er en pryd for Danmark.

Men hvis du vil passe på Danmark, bliver du nødt til at spørge dig selv:

Skaber min politik

- Mere antisemitisme?
- Mere pres mod homoseksuelle?
- Mere pres på kvinders frihed?
- Flere trusler mod frafaldne?
- Mere social kontrol?
- Mere vold i nattelivet?
- Flere angreb på ytringsfriheden?

Hvis du kan svare “ja” til de fleste af disse spørgsmål - og her bør du naturligvis svare ærligt - så er det dig og ikke mig, der har glemt, hvad forsvaret for liberale frihedsrettigheder går ud på. Det overrasker dig nok ikke, når jeg siger, det er dig, der er helt gal på den.

Du vil gerne “op at slås” med Dansk Folkeparti- og det kan jeg godt forstå. Så kan du fremstå som “det gode menneske”, der taler imod nogle lidt grovkornede typer.

Men prøv at svare på mine spørgsmål i stedet.

Det er jo dine og mine børns fremtid, det handler om.

Din politik vil forværre problemerne dramatisk. Og det går stærkt. Frihed tager lang tid at opbygge, men ikke lang tid at afvikle.

Jeg mener, friheden er værd at forsvare - og at vi har pligt til at gøre det.

Mvh.
Merete

En jødisk skole i Amsterdam er ramt af et brandattentatet. For få år siden, ville vi være blevet overraskede og forfærdede. Nu er angreb og trusler mod synagoger og jødiske mindretal i Vesten blevet hverdag.

Jeg skriver om den nye virkelighed, sammen med Joanne Bywater - Liberal Alliance.

Antisemitismen i Danmark er stigende. Det er veldokumenteret. Og meget af den næres af en konflikt, der udspiller sig tusindvis af kilometer væk i Mellemøsten.

Den konflikt er kompleks. Den vækker stærke følelser. Men én ting burde være hævet over enhver diskussion: Ingen børn i Danmark skal betale prisen for voksnes konflikter – hverken herhjemme eller i udlandet.

Det er ikke nok at tale om antisemitisme og vold i Danmark. Vi må også handle.

Vores udlændingepolitik skal afspejle det, vi godt ved: At der skal skrues helt ned for indvandring fra lande, vi har dårlige erfaringer med.

Vi skal selv beslutte, hvem vi giver ophold i Danmark. Vi er et lille land med demokratiske værdier - som ikke alle deler overalt i verden.

Vi skal passe på friheden i Danmark.

"Jeg vil bare gerne undervise"

Det er nok den sætning, jeg har hørt oftest fra dygtige lærere gennem de seneste år.

Men god undervisning er lige præcis, hvad de ikke har tid til og mulighed for.

Folkeskolen er under beskydning. Koncepter, projekter, krav, forventninger til alt mellem himmel og jord.

Folkeskolelærerens opgaver er overophedede i en grad, hvor man med rette kan sige, at tingene slet ikke hænger sammen. Det kan faktisk ikke kan lade sig gøre at nå alt det, de bliver bedt om.

"Se indad - du skal arbejde med din relationsskabelse"
"Du skal få leg og læring til at spille sammen"
"Du skal imødese alle elevernes individuelle behov"
"Hvis eleverne er udadreagerende, må du lære at stå i det"
"Flyt undervisningen ud i naturen!"
"Du må ændre dit børnesyn - du tilhører den gamle skuffe!"
"I skal rumme alle typer elever i klassen - uanset adfærd og behov"

Lærernes didaktiske og pædagogiske opgave, bliver kørt over hver eneste dag.

Derfor siger vi i LA: Kommunerne skal bestemme meget mindre.

Skolerne skal selv kunne træffe beslutninger om alt fra pædagogik til indkøb af undervisningsmaterialer.

På den måde, kan vi få bedre undervisning til eleverne og mere arbejdsglæde til lærerne.

Det var et enkelt nedslag i vores skolepolitiske udspil - der kommer mere 🙂

Du kan finde hele udspillet i kommentarfeltet.

Det her er Charlotte

Hun er 29 år. Hun bor på Christianshavn med sin mand, datter og hund.

For Charlotte er det vigtigt, at familier får frihed til selv at vælge – hvad enten det handler om fordeling af barsel eller valg af daginstitution og skole.

Det er familierne, der bedst ved, hvordan livet skal leves, og hvordan nærheden og glæden findes - ikke staten.

Charlotte går meget op i retfærdighed og tager stærkt afstand fra den overbuds- og gavepolitik, der især kommer fra Socialdemokratiet.

Som hun selv siger: “Det er absurd at den samme husholdning både kan blive ramt af formueskat og samtidig modtage en fødevarecheck. Så har vi altså en stat, der går ind og blander sig ALT for meget i, hvordan vi lever vores liv”.

Velfærdssamfundet skal bygge på frihed til dem, der kan selv – og hjælp og værdighed til de, der ikke kan.

Et godt sted at starte er et langt stærkere fokus på faglighed i grundskolen, fordi det i sidste ende er de svageste elever, der har mest brug for, at skolen virker.

Vi skal passe på de frie skoler i Danmark!

I dag besøgte jeg Bording Friskole på Østerbro, hvor jeg blandt andet blev quizzet af elever fra 9. klasse. Eleverne var superskarpe- både de, der betragtede sig selv som “blå” og de der betragtede sig selv som “røde”.

Jeg er så taknemmelig for, at vi har en friskoletradition i Danmark, der giver familierne et frit skolevalg og som giver dynamik til skoleområdet.

Vi skal glæde os over, at vi har en Grundlov, der sikrer at forældre har ret til at lave et skoletilbud til deres børn. Folkeskolen bliver ikke bedre af, at vi stækker de frie skoler - tværtimod.

Det er godt, vi har to skoleformer i Danmark. Det er en rigdom, vi skal skatte og værne om.

Der sker virkeligt ubehagelige ting på den yderste venstrefløj.

Det er blevet problematiseret i mange medier, at unge drenge og mænd godt kan lide for eksempelvis Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt. Det har vi måttet høre på i årevis.

Men det egentlige samfundsproblem er de unge mænd på venstrefløjen, som opfører sig langt mere ekstremt.

I går eftermiddag var der to næsten samtidige episoder, der belyser det ret præcist.

På Nørrebro fik en kun 17 årig dreng tæsk af en maskeret mand fra den ekstreme venstrefløj. Hans brøde? Han var politisk aktiv for Socialdemokratiet og støttede justitsminister Peter Hummelgaard.

Jeg har ikke ord for at beskrive, hvor langt ude det er at tæske et barn, der er politisk aktiv, alene fordi man mener noget andet. Et barn!

Lige efter stod Alex Vanopslagh i en anden del af København og signerede plakater. Jeg var selv til stede, og her var der lange køer med unge mænd, der pænt stod i køen i timevis, så de kunne få en selfie og en signatur.

Det er ikke de unge hos hverken LA eller DF, vi skal være mest bekymrede for. Det er de unge mænd på den yderste venstrefløj. Her vokser der en vrede, hvor man afskriver helt almindelige mennesker som "racister", "zionister" og "kolonialister". Hele den vestlige verden bliver udråbt som fjenden, og det er jo ikke så lidt.

Samtidig udvikler man et sprog, hvor ord bliver lig med vold og vold derfor bliver retfærdiggjort. Det er uhyggeligt, og jeg er bange for, det godt kan blive meget værre.

Varme tanker til de to unge fra Socialdemokratiet, som måtte være vidne og offer for vold i en al for tidlig alder. Det er så uretfærdigt.

Politisk vold i et demokrati er en form for barbari.

Det skal bekæmpes med argumenter, men også med lov og straf.

Ingen frivillige skal opleve det, den 17-årige socialdemokrat blev udsat for.

I anledning af d. 8. marts, har jeg tilladt mig at skrive et brev til de unge kvinder;

Kære unge kvinde

Jeg vil gerne fortælle dig noget vigtigt, så prøv at hænge på et øjeblik.

Du har så meget fantastisk i vente.

Der er mange, der vil fortælle dig, at verden ikke er indrettet til kvinder. At du vil møde modstand, ”strukturer” og et patriarkat, der vil holde dig nede.

Tro dem ikke. Kvinder har alle muligheder i livet i Danmark.

Jeg ved det, fordi jeg har været der. Jeg har været leder i private virksomheder, jeg har fået store fede bonusser, jeg har været folketingsmedlem, minister og direktør for en NGO. Jeg har siddet i bestyrelser og holdt foredrag for fulde sale.

Men, jeg har også prøvet at snuble, blive syg og miste et arbejde.

Jeg har skrevet 100 ansøgninger, der ikke gav et job.

Jeg har siddet med et barn på armen og været så træt, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme igennem dagen.

Det hører alt sammen med til livet. Det er ikke roser og lagkage det hele.

Livet byder på modstand og tilbageslag – for både mænd og kvinder.

Kvinder har været undertrykt i Danmark – som de har været det i resten af verden. Det er vi ikke mere.

Det betyder ikke, at der ikke er lommer af tosser, mørkemænd eller gode gammeldags mandschauvinister. Det er der.

Der er også rovdyr, derude, der udsætter både kvinder og mænd for vold. Der er kvinder, der bliver udsat for vold og drab af deres partner.

Her er jeg helt kategorisk. Vold skal straffes hårdt og volden skal bekæmpes konsekvent.

Der er en overrepræsentation af borgere med MENAPT baggrund blandt både ofre og gerningsmænd. Det skal vi turde tale om.

I Danmark skal alle kvinder kunne føle sig trygge.

Men de gode mænd er de fleste.

Så når influencers, konsulenter og organisationer ønsker at holde liv i fortællingen om at alle kvinder er undertrykte, kan du roligt lade det passere.

Nogle af disse stemmer kammer helt over, og taler grimt om alle mænd, i en eller anden misforstået tro på, at nutidens unge mænd, skal betale for det, deres oldefædre har gjort. Lyt slet ikke til dem.

Vi har brug for mænd som de er flest – og det gode liv byder ofte på et samspil og en dans mellem kønnene.

God vind, kære unge kvinde!

Du har så meget godt i vente.

Uanset, om du vælger at gøre karriere, fordybe dig eller vælge nærheden i familien, så har jeg din ryg.

Du kan godt.