18/05/2026
Efterskoleelever drømmer om en pause fra skærmen 📱
DR sætter i dag fokus på en ny undersøgelse fra Red Barnet og TrygFonden om unges skærmvaner på efterskoler.
Undersøgelsen bygger på svar fra 4.850 efterskoleelever og viser blandt andet:
- 87 procent forventer at være mindre på skærm i løbet af efterskoleåret
- Mange elever oplever, at skærmregler styrker fællesskabet
- Flere peger på bedre søvn og færre digitale forstyrrelser
- 56 procent svarer, at de bruger mere tid online, end hvad der er godt for dem
DR beskriver samtidig, hvordan mange elever faktisk er glade for de fælles rammer omkring skærmbrug på efterskolerne.
Undersøgelsen bekræfter det, mange efterskoler allerede arbejder aktivt med: At unge har brug for pauser fra skærmen og rammer, der styrker nærvær, relationer og deltagelse i fællesskabet 🫶
Efterskolerne griber det forskelligt an, og det er vigtigt, at hver skole finder sin egen form. Men ambitionen er fælles: at hjælpe unge til mere bevidste digitale vaner og et stærkere fællesskab 💚
Formand for Efterskolerne, Torben Vind Rasmussen siger:
“Efterskolerne har nogle helt særlige muligheder, fordi de unge bor og lever sammen hos os i et helt år. Det giver et unikt rum for dannelse, fællesskab og refleksion over egne vaner og valg. Det ansvar tager vi på os. Ikke for at gøre skærme til fjender, men for at hjælpe unge til mere bevidste digitale vaner og en bedre balance mellem det digitale liv og det nære fællesskab.”
👉 Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/efterskoleelever-er-glade-rammer-om-skaermbrug
12/05/2026
Tre elever fra Langelands Efterskole vinder Efterskolernes sangkonkurrence! 🎉
Stort tillykke til Livalil Møller Lauritsen, Marie My Metzsch og Kaya Ramberg, som har skrevet tekst og melodi til ’Minder engang’, der netop har vundet Efterskolernes sangkonkurrence for elever 🎊
I alt blev der indsendt 34 sange 🎶
Præmien er, at sangen kommer med i den nye udgave af Efterskolesangbogen, der udkommer i 2027. Og så skal de indspille deres sang i et professionelt studie 🎤🎧
”Det er helt vildt at vinde. I starten var vi helt i chok over, at vi var kommet videre til finalen, det havde vi ikke regnet med. Det betyder ret meget at vide, at der er nogen andre, der kommer til at synge vores sang, og måske kommer til at tænke over teksten. Det er virkelig vildt og også lidt urealistisk. De sange, vi synger nu, er der jo nogen, der har skrevet før os, og nu er vores sang én af dem”, siger Livalil Møller Lauritsen.
Vindersangen blev kåret i går på Aarhus Efterskole, hvor 135 elever fra 17 forskellige skoler var samlet til sangbogsdag. Her lærte deltagerne de tre finalesange og stemte til sidst om, hvilken sang de helst vil have med i den næste udgave af efterskolesangbogen 🤗
’Minder engang’ var i skarp konkurrence med ’Septembersol’ af Bjørk Bang og Daniel Foersom fra Ollerup Efterskole og ’Hvis bare vi kunne det’ af Johannes Bisgaard Bøcker fra Aarhus Efterskole.
Ud over at finde en vindersang testede eleverne også 11 andre sange for at finde ud af, om de har potentiale til at komme med i næste udgave af Efterskolesangbogen 💛🎶
Foto: Maria Tuxen Hedegaard
29/04/2026
368 unge får opfyldt deres drøm om at komme på efterskole 💝
Til august bliver drømmen om et efterskoleår til virkelighed for 368 unge, som har fået et legat på 30.000 kr. til at dække en del af egenbetalingen af et efterskoleophold i skoleåret 2026/27.
Det er rekordmange legater 👐
👉 Bag stigningen står blandt andet Alm. Brand Foreningen 1792, som i år har øget indsatsen markant. I alt er der uddelt 300 legater fra Alm. Brand Foreningens Legat.
👉 Derudover har 53 unge modtaget et legat gennem Egmont Fondens En Håndsrækning, som siden 2017 har hjulpet unge med særlige udfordringer.
👉 Samtidig uddeles et nyt legat for første gang: ATTA Fondens Legat er uddelt til 15 familier og retter sig specifikt mod unge med ordblindhed, der er optaget på en ordblindeefterskole.
Formand for Efterskolerne, Torben Vind Rasmussen, glæder sig over, at endnu flere unge får deres ønske om et år på efterskole opfyldt:
“Et efterskoleophold skal være en reel mulighed for alle unge – uanset forældrenes økonomi. Derfor er det meget glædeligt, at endnu flere nu får den mulighed. Både udvidelsen af Alm. Brand Foreningens Legat og det nye legat fra ATTA Fonden er med til konkret at åbne døre for flere unge, som ellers ikke ville have haft muligheden,” siger han.
Men selv med et rekordhøjt antal legater er efterspørgslen fortsat større end midlerne:
“Vi kan se, at behovet er stort, og at der i dag ikke er legater nok til alle, der har brug for det. Derfor arbejder vi hele tiden på at finde nye muligheder for at hjælpe så mange unge som muligt med at komme på efterskole.”
Legaterne kan søges af unge fra familier med en årsindkomst på op til 275.000 kr.
Foto: Andreas Rasmussen
27/04/2026
Hvordan får vi flere – især unge – til at deltage i den demokratiske samtale? 💬
Et stærkt demokrati kræver, at vi taler sammen. Og medierne har et særligt ansvar for at skabe gode rammer for den demokratiske samtale.
Derfor står Efterskolerne, FRISKOLERNE og Højskolerne bag Folkets Journalistpris – fordi vi vil tage ansvar for en konstruktiv og inkluderende debat 🤝
I dag mødes unge og voksne på Aarhus Efterskole i et frivilligt folkepanel. Sammen diskuterer de journalistik fra årets nominerede og giver deres perspektiver videre til prisens fagjury.
Vi har modtaget 319 indstillinger i år – et rekordhøjt antal! Det vidner om stort engagement og et ønske om at være med i samtalen om mediernes rolle i vores demokrati.
De fem nominerede medier er alle – på hver deres måde – med til at styrke tilliden i samfundet og gøre os bedre til at forstå og respektere hinanden på tværs af baggrunde og holdninger, så vi kan finde fælles løsninger.
De nominerede er:
👉 Folketidende – for ved hjælp af nye formater at inddrage borgere og styrke lokal demokratisk deltagelse.
👉 Verdens Bedste Nyheder – for konstruktiv journalistik med fokus på løsninger og håb.
👉 DR: ’Skolens tabte børn’ – for på en nyskabende måde at løfte et samfundsproblem til fælles debat med fokus på løsninger.
👉 Adnan Al Adhami – for at engagere unge i samfundsdebatten på nye platforme.
👉 Politiken: ’Lad os tale om selvmord’ – for modigt og nuanceret at åbne en vigtig samtale.
Folkets Journalistpris giver unge en stemme i den demokratiske samtale. ️
Vinderen kåres på Grundlovsdag på Testrup Højskole. 🙌
21/04/2026
“Jeg har lært så meget af at gå i 10. klasse på efterskole”
Sådan siger Silas Rhodes, som i år tager 10. klasse på Kastanievej Efterskole. 💚
For ham har efterskoleåret ikke bare handlet om skole – men om at få et frirum. Et sted, hvor han kan trække vejret lidt lettere og bare være den, han er.
“Jeg har ikke altid været så vild med at gå i skole og var også i tvivl, om efterskole ville være noget for mig,” fortæller han.
Silas Rhodes er dog virkelig glad for, at han gav det en chance:
”Hvis man ikke har det godt hjemme, er det virkelig godt at komme på efterskole. Det kan give en tryghed og gøre en stor forskel for en. Jeg synes også, at folk er åbne på en helt anden måde og accepterer dig som den, du er,” siger han. 🤗
Han fortæller, hvordan efterskolelivet har givet ham mod på nye fag og ting, han aldrig havde prøvet før – som for eksempel drama.
“Jeg er blevet kastet ud i fag og ting, jeg aldrig har prøvet før og har lært virkelig meget af det,” siger han. 🤩
Han har også lært meget af mødet med andre unge.
“Jeg har lært meget af at møde mennesker, der er anderledes end mig selv. Det har virkelig inspireret mig og åbnet mine øjne for, at man også kan leve på andre måder og andre steder i landet.” ❤️
På efterskolen bor man sammen, og det gør noget ved fællesskabet. Silas oplevede det især, da de første to måneder var mobilfri. 📵
“I starten var det meget akavet ikke bare at kunne tage telefonen frem. Men der gik tre-fire dage, og så snakkede alle sammen. Det var slet ikke gået så hurtigt, hvis vi havde haft vores telefoner.”
Det er den slags oplevelser, der ikke bare giver minder – men som giver unge mennesker noget med videre. 🫶
Derfor betyder det også noget, at 10. klasse på efterskolerne fortsætter – og bliver styrket. En ny politisk aftale sikrer, at 10. klasse på efterskolerne bliver bevaret og styrket fra 2030 med et stærkt fagligt fundament og efterskolernes særlige fokus på fællesskab, dannelse og medborgerskab.
For Silas Rhodes har 10. klasse på efterskole først og fremmest åbnet hans øjne for, at der kan komme noget godt ud af at kaste sig ud i noget nyt – og at han kan meget mere, end han selv troede. 🙌
10/04/2026
X Factor: Efterskoleeleven Hugo er i finalen! 🎉
Til daglig går Hugo Almeida på Hoptrup Efterskole – i aften står han på scenen i X Factor-finalen ✨
Selv om der har været drøn på de seneste måneder, har den 16-årige sønderjyde holdt fast i efterskolelivet, og hele skolen har heppet på ham hver fredag ❤️
“Vi ved, hvor meget arbejde der ligger bag, og vi er så stolte af ham. Hele årgangen har bakket ham op hele vejen,” siger viceforstander på Hoptrup Efterskole Jakob Vindel Duedahl.
Han glæder sig især over Hugos tilgang:
“Det er fantastisk at se, hvordan han nyder scenen og samtidig bevarer roen og hviler i sig selv. Det er præcis sådan, vi kender ham fra skolen.”
Efterskolen har gjort X Factor til en fællesskabsoplevelse. Til liveshows har eleverne lavet skilte og bannere med tekster som ’Kom så Hugo’ og ’Hoptrup Efterskole hepper på dig’ – og så har 25 af efterskolevennerne endda været med på scenen sammen med Hugo og sunget kor på ‘Home’. 🎤
I aften følger skolen finalen fra en bus på vej på studietur til London, hvor eleverne vil streame showet og heppe og skråle med på Hugos sange.
Selv bliver Jakob Vindel Duedahl hjemme en ekstra dag, så han kan følges med Hugo til London bagefter.
“I aften hepper vi alle på Hugo og håber, han vinder. I morgen glæder vi os til at få ham hjem igen. Han er en vigtig del af vores efterskolefællesskab, og vi har alle savnet ham.”
Vi ønsker Hugo og de øvrige finalister held og lykke – vi hepper med! 😍🙌
Foto: Lasse Lagoni/TV 2
25/03/2026
Husk ansøgningsfristen 7. april – du kan stadig nå at søge et legat til efterskole næste skoleår 💝
Drømmer dit barn om at komme på efterskole – men er økonomien en udfordring? Så er der heldigvis hjælp at hente.
Du kan søge et legat på 30.000 kr. til et efterskoleophold i skoleåret 2026/27 frem til 7. april 2026.
Der er tre forskellige legater:
🔹 Alm. Brand Foreningens Legat
- 30.000 kr.
- For familier med en husstandsindkomst under 275.000 kr. årligt
- Ca. 300 legater uddeles
🔹 En Håndsrækning fra Egmont Fonden
- 30.000 kr.
- For familier med en husstandsindkomst under 275.000 kr. årligt, hvor barnet har sociale eller læringsmæssige udfordringer
- Ca. 70 legater uddeles
🔹 ATTA Fondens Legat til elever med ordblindhed på ordblindeefterskoler
- 30.000 kr.
- For familier med en husstandsindkomst under 275.000 kr. årligt, hvor barnet er testet ordblind og optaget på en ordblindeefterskole
- Ca. 15 legater uddeles
👉 Ansøgningsfristen er 7. april 2026
👉 Det er ikke muligt at få bevilget mere end ét legat
👉 Alle ansøgere får svar senest 24. april 2026
Læs mere og ansøg her:
https://www.efterskolerne.dk/for-elever-og-foraeldre/legater-til-efterskoleophold/
Kender du nogen, der skal kende til de ca. 400 legater? Hjælp os med at sprede budskabet, så endnu flere unge kan få opfyldt deres drøm om at komme på efterskole efter sommerferien 🫶💝
Foto: Trine Bukh