FSDI

🇩🇰 Glædelig Grundlovsdag – og glædelig Fars dag! 🌸

I dag fejrer vi en af de vigtigste dage i Danmark – dagen hvor vi markerer de demokratiske frihedsrettigheder og den retsstat, som generationer før os har været med til at opbygge og beskytte.

For os i Foreningen for Sekulært Demokrati i Iran (FSDI) er Grundlovsdag mere end en dansk mærkedag. Den er en påmindelse om, hvad et frit samfund kan være, når magten udspringer af folket, menneskerettighederne respekteres, og ingen står over loven.

Danmark er et levende eksempel på, at frihed, demokrati og politisk pluralisme ikke blot er idealer, men værdier, der kan omsættes til virkelighed. Det er netop den fremtid, vi ønsker for Iran.

Vi tror på folkets ubetingede ret til selvbestemmelse. Derfor skal det iranske folk en dag selv – gennem frie, retfærdige og gennemsigtige valg – afgøre, hvordan landets fremtidige styreform skal se ud. Om det bliver en republik eller et konstitutionelt monarki, må være folkets valg og folkets valg alene.

Det afgørende er ikke systemets navn, men dets indhold.

Et frit Iran skal bygge på de samme grundlæggende principper, som har gjort Danmark til et af verdens mest demokratiske samfund: et sekulært demokrati, adskillelse mellem religion og stat, retsstatsprincipper, respekt for menneskerettighederne og et politisk system, hvor magten tilhører borgerne.

På denne Grundlovsdag hylder vi derfor ikke blot den danske demokratiske tradition – vi henter også inspiration og håb til kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder i Iran.

Frihed er ikke et privilegium for de få. Frihed er en universel menneskeret.

Rigtig glædelig Grundlovsdag og Fars dag til jer alle. 🇩🇰🌸

Da magten skiftede i USA i 2020, kostede det fem menneskeliv. I Danmark tog det os 69 dage uden en regering – og ikke en eneste dråbe blod blev spildt. 🇩🇰

Vi har lige slået historisk rekord. 69 dage tog det at danne en ny regering. Alligevel kørte busserne, vandet løb i hanerne, og supermarkederne var fyldt. Vi mærkede det stort set ikke.

Vi tager vores fredelige, stabile demokrati for givet. Men sandheden er, at en så harmonisk magtovergang er næsten uhørt i store dele af verden. Selv i en supermagt som USA så vi vold og dødsfald, da præsidentsædet skulle skifte.

Hvorfor er Danmark så fundamentalt anderledes? Svaret vil provokere mange, men tallene taler for sig selv: Vores hemmelige våben er det parlamentariske monarki.

Når statsoverhovedet er en upolitisk konge, holdes regeringschefen i ave. Statsministeren sidder ikke på et absolut magtens elfenbenstårn, men forvalter et tungt, midlertidigt ansvar. Det skaber ydmyghed over for magten. Det er ikke en tilfældighed, at topscorerne på The Economist Intelligence Unit’s Democracy Index – Danmark, Norge, Sverige og Holland – alle er monarkier, mens bunden domineres af fejlslagne republikker.

Det historiske paradoks i Mellemøsten
Monarkiets stabiliserende effekt er ikke kun et skandinavisk fænomen. Se på Mellemøsten. Hvert evigt eneste land, der har afskaffet sit monarki – ofte under destruktiv russisk indflydelse – er endt i en langt værre forfatning.

Tænk på Iran under Pahlavi eller Afghanistan under Zahir Shah. Sammenlign det med de brutale, islamiske diktaturstater, vi ser i dag. Hvad angår kvinders rettigheder, personlig frihed, økonomisk velstand og Human Development Index, var monarkierne de nuværende regimer fuldstændig overlegne.

Når iranske frihedskæmpere og royalister i dag taler om at genoplive monarkiet under kronprins Reza Pahlavi, drømmer de ikke om enevælde eller autokrati. De drømmer om den skandinaviske model. Et frit, velfungerende og parlamentarisk demokrati.

Kernen i selvbestemmelse: Det iranske folks valg🗳️
Lad det være fuldstændig klart: I FSDI blander vi os ikke i, hvilken statsform det iranske folk vælger i fremtiden. Det er selve kernen i national selvbestemmelse.

Vores mission er udelukkende at sikre, at rammerne bliver fuldstændig frie, demokratiske og sekulære, så det iranske folk rent faktisk kan stemme om deres egen fremtid uden frygt. Hverken monarki eller republik skal trækkes ned over hovedet på nogen. Alle demokratiske stemmer, visioner og modeller er mere end velkomne i debatten om et frit Iran.

Dobbeltmoralen i den danske debat 🏛️
Alligevel ser vi visse politiske modstandere herhjemme gøre det, de er bedst til: At dæmonisere og dehumanisere Pahlavi og hans tilhængere frem for at lytte til argumenterne.

Det er hykleri af værste skuffe. De selvsamme kritikere har i årevis boet trygt og godt i det parlamentariske monarki Danmark. De nyder fuld gavn af den stabilitet og frihed, som vores system sikrer dem hver eneste dag. Men når det kommer til det iranske folk, vil de ikke unde dem muligheden for at overveje de samme demokratiske rammer.
Det er på tide at droppe de ideologiske skyklapper og den blinde berøringsangst. Monarkiet er ikke en forældet institution – det er fundamentet under nogle af verdens mest frie samfund. Lad os kæmpe for et sekulært og frit Iran, hvor befolkningen har friheden til selv at vælge deres vej – præcis som vi har i Danmark.

Hvad tænker du? Er vi i Vesten for dårlige til at forstå, hvor stor en rolle historisk stabilitet og statsform spiller for opbygningen af et ægte demokrati? Lad mig høre din holdning i kommentarfeltet! 👇💬

Foreningen for Sekulært Demokrati i Iran (FSDI) ønsker at lykønske Danmarks nye regering og de partier, der har påtaget sig ansvaret for landets politiske ledelse. 🇩🇰

I Danmark kan regeringer skifte. Partier kan være uenige. Vælgerne kan være tilfredse eller utilfredse. Men magter skifter fredeligt, åbent og demokratisk. Det er en frihed, mange mennesker i verden kun kan længes efter.

Netop derfor ser vi på det danske demokrati med både respekt og længsel. Ikke fordi Danmark er perfekt, men fordi Danmark viser, at et samfund kan bygge på frie valg, fredelig magtoverdragelse, retssikkerhed og borgernes ret til at kritisere magten uden frygt.

Det er den fremtid, millioner af iraner kæmper for.
håber, at den nye regering vil lytte til de iranere, der bor Danmark, og til de iranere, der i og uden for Iran kæmper for et frit, sekulært og demokratisk Iran. Vi håber, at regeringen vil tage Danmarks internationale forpligtelser alvorligt og fortsat stå tydeligt på menneskerettigehdernes, kvinders frihed, religionsfrihedens og demokratiets side.

Kampen for et frit Iran er ikke et højre- eller venstreorienteret projekt. Det er en kamp for de mest grundlæggende frihedsrettigehder: retten til at tænke frit, tale frit, tro frit, leve frit og vælge sin egen fremtid.

Vi lykønsker den nye regering - og vi håber, at Danmark også i den kommende regeringsperiode vil bruge sin demokratiske stemme til at støtte dem, der endnu ikke har den frihed, vi her i landet kan samles om at værne om. 💚🦁☀️❤️

Når en hel nation tages som gidsel.

Mød Zahra Abdi – en af Irans mest modige forfattere. Hendes skarpe kritik af undertrykkelse har givet hende officielt skriveforbud fra regimet, men hun nægter at tie.
Hendes rystende opråb minder os om, at tavshed er den største fare:
Måske er det vigtigste spørgsmål i disse dage ikke, hvor længe man kan holde en nation som gidsel. Måske er det vigtigste spørgsmål: Hvor længe kan et menneske holde sin egen samvittighed som gidsel?«

Læs hele hendes tekst herunder.

“Tre måneder.
Tre måneder, der føltes som et helt liv.
I disse dage, hvor internettet igen er blevet tilgængeligt, har jeg talt med mange af mine venner og min nærmeste familie i Iran. Det var mærkeligt, hvordan jeg – helt uden forudgående aftale – hørte det samme ord igen og igen fra vidt forskellige mennesker. Et ord, der virker til at være blevet det fælles sprog i dagens Iran: »gidsel«.
Én sagde: »De har officielt taget os som gidsler.« En anden sagde: »Jeg føler den samme kvælningsfornemmelse som et gidsel,« og en tredje spurgte: »Kan man virkelig tage en hel nation som gidsel?«
Dette spørgsmål roterer i mit hoved som et herreløst stykke pigtråd, der konstant stikker og nager: »Kan man tage en hel nation som gidsel?« Hvis man kan, hvor længe så? Og endnu vigtigere: Når en nation tages som gidsel, hvad er så pligten for dem, der står uden for dette fængsel?
Det, der piner mig endnu mere end selve lidelsen, er visse folks tavshed. Tavsheden fra dem, som jeg ved har et hjerte, har en samvittighed, har læst stakkevis af bøger og har været tilhængere af friheds- og retfærdighedslitteratur – men som i ansigtet på deres landsmænds åbenlyse smerte vælger at kigge den anden vej.
Jeg kommer i tanker om en roman, jeg læste for mange år siden. To venner. En skolebænk. Så kom nazismen. Den ene rejste, den anden blev. Ham, der blev, var en del af systemet i årevis. Han fulgte med strømmen, eller forholdt sig i det mindste tavs. Mange år senere så ham, der var rejst, sin vens navn på listen over de henrettede efter et komplot mod Hi**er.
Det var det hele.
Og pludselig giver alting mening for mig. Gør det overhovedet nogen gavn at »forstå«, når det allerede er for sent? For til sidst kommer der et øjeblik, hvor mennesket indser, at uden ære er man intet andet end en indre ruin. Jeg ønsker altid, at ingen behøver at vente til det allersidste øjeblik med at indse sandheden.
Jeg ønsker, at de, der i dag tier i mellemtiden af folkets lidelse – de, der stadig ikke vil se eller ikke vil tro på det – vågner op, før de en dag sidder alene med sig selv og må spørge: »Hvor stod jeg i de dage?«
For historien har vist det igen og igen: Magthavere kommer og går. Paroler ændres. Regimer falder. Men det, der bliver tilbage af et menneske, er dets moralske hukommelse; den tavse dommer, der aldrig forsvinder.
Mange år efter vil ingen spørge os om, hvilken analyse vi havde i de dage, eller hvilken fløj vi foretrak. Spørgsmålene vil være langt mere enkle: Da mennesker led, da en nation følte sig taget som gidsel, hvem stod du så ved siden af? Så du det, eller lodes du som om, du intet så?
Måske er det vigtigste spørgsmål i disse dage ikke, hvor længe man kan holde en nation som gidsel.
Måske er det vigtigste spørgsmål: Hvor længe kan et menneske holde sin egen samvittighed som gidsel?”

Efter at internettet er (delvist) vendt tilbage i Iran efter 88 dages totalt mørke, har fået adgang til følgende førstehåndsberetning, skrevet af en iransk ortopædkirurg. Af hensyn til forfatterens sikkerhed bringes beretningen i fuld anonymitet.

De begivenheder, der her udfoldes, giver et sjældent og rystende indblik i den virkelighed, som ramte det iranske sundhedsvæsen under urolighederne. Det er en fortælling om det akutte kaos på operationsstuerne, det moralske dilemma mellem lægeløftet og den personlige sikkerhed, og den lammende frygt, der hurtigt spredte sig blandt landets sundhedspersonale.

Beretningen starter her:

“Min telefon ringede. Det var en ven af mig, en gynækolog, som i panik sagde:

‘Kom straks til hospitalet. Vi har modtaget et stort antal sårede patienter med skudsår og knivstik.’

Jeg tog adressen og kørte mod hospitalet. Gaderne var fyldt med røg, ild og sikkerhedsstyrker. De stoppede mig.

‘Legitimation?’

‘Jeg er læge. Jeg skal på hospitalet.’

‘Hvorfor?’

‘Jeg har akutte patienter.’

‘Hvilke patienter?’

‘Knivstik.’

‘Kør videre.’

GPS’en virkede ikke, og mobilnettet var nede. Jeg kunne knap finde frem og ankom først efter stort besvær.

Alle gange og akutmodtagelsen var dækket af blod. Skrig, gråd, råb, kaos og desperation fyldte hospitalet. Det var værre end noget, man kan forestille sig. De sårede kom i alle aldre. Mange lå allerede dækket til, fordi de var døde.

Vi begyndte hurtigt at organisere patienterne.

Mange blev sendt videre uden registrering. De pårørende sagde, at sikkerhedsstyrkerne kom for at hente de sårede og dræbe dem. Jeg kunne ikke tro det. Hvordan kunne noget sådant være muligt?

Der gik rygter om, at Al-Ghadir-hospitalet var blevet angrebet, og at akutmodtagelsen var blevet beskudt. Men al kommunikation var nede, og intet kunne bekræftes.

Da det hele var overstået, tog jeg hjem.

Om morgenen den 9. januar begyndte telefonlinjerne delvist at virke igen. Mine kolleger fra forskellige hospitaler var alle i chok.

‘Jeg havde 60 døde.’
‘Jeg havde 30.’
‘Jeg havde 40.’
‘Jeg havde 90…’

Min Gud… hvordan kunne det være sandt?

Jeg ringede til mine teknikere. Kun én linje gik igennem.

‘Vi havde 64.’

Mine ben gav efter.

Hvad var det, der var sket den nat?

Folk vidste ikke engang, at der havde fundet en massakre sted. Der var ingen kommunikation, og samtidig gik rygter om, at folk planlagde at gå på gaden igen samme aften. Jeg håbede, de lod være. Men ingen vidste længere, hvad man skulle gøre.

Lørdag morgen den 10. januar fortsatte meldingerne med at strømme ind. En massakre på uskyldige mennesker havde fundet sted.

Jeg modtog konstant opkald om hjælp og rådgivning. Min kone græd.

‘For Guds skyld, lad være med at tage af sted. Der kommer forfærdelige nyheder.’

‘Du har to børn. Hvis du dør, hvad skal vi så gøre?’

Jeg var bange. Men jeg kunne ikke blive hjemme.

På det første hospital lå en ung mand, skudt i bækkenet.
På det næste en patient med et Kalasjnikov-projektil i låret.
På et tredje hospital behandlede vi haglskader i ben og knæ.

Tilfælde efter tilfælde af skudsår.

Mens jeg bevægede mig mellem hospitalerne, tænkte jeg ikke på konsekvenserne. Jeg så kun patienterne. Jeg forberedte operationsstuer, organiserede behandlinger og forsøgte at give de pårørende en smule tryghed. Vi forsikrede dem om, at ingen oplysninger ville blive videregivet.

Næsten hele sundhedspersonalet arbejdede koordineret for at behandle de sårede diskret og med så få registreringer som muligt.

Jeg husker især en ung mand med et skudsår i ryggen. Han bad mig om at fjerne kuglen. Hans ro og styrke var ekstraordinær. Jeg fjernede kuglen.

I begyndelsen tænkte ingen af os på konsekvenserne af det, vi gjorde. Men efterhånden som situationen på gaderne faldt mere til ro, begyndte sikkerhedsstyrkerne at dukke op på hospitalerne.

Læger og sundhedspersonale blev arresteret for at have hjulpet de sårede.

Hvorfor?
Hvilken forbrydelse?

‘De skulle ikke have hjulpet.’

Men havde vi ikke aflagt ed på at behandle patienter uden forskelsbehandling?

Frygten voksede dag for dag. Min kone græd hver eneste aften af angst for, at de ville komme og arrestere mig. Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Men jeg så hende sidde vågen om natten, alene og rædselsslagen.

Alligevel fortsatte jeg.

Hospital efter hospital blev katastrofens omfang tydeligere. De første meldinger lød på mellem 8.000 og 12.000 døde.

Dag efter dag kom flere oplysninger frem. Sikkerhedsstyrkerne begyndte systematisk at indsamle oplysninger om læger og sygeplejersker, der havde hjulpet de sårede.

Stress og søvnløshed gjorde det umuligt at finde ro. Frygten for, at de når som helst kunne bryde ind i vores hjem og arrestere mig foran mine børn, forlod mig aldrig.

Om dagen fortsatte jeg fra hospital til hospital med endnu større beslutsomhed. Om natten kom jeg hjem med et tvungent smil og lod som om alt var normalt. Jeg løj, indtil mine børn faldt i søvn.

Derefter sad min kone og jeg vågne i mørket. Hun græd og bad mig være forsigtig. Jeg lovede det, men hvordan kunne jeg give et sådant løfte, når ingen længere vidste, hvad sikkerhed betød?

På næsten alle hospitaler samarbejdede sygeplejersker og supervisors om at skjule de sårede patienter. De blev registreret med opdigtede diagnoser som faldulykker eller almindelige traumer og sendt direkte til operation.

Efter operationerne blev mange hurtigt fjernet af deres familier af frygt for, at sikkerhedsstyrkerne skulle finde dem.

Men der var også stikkere blandt sundhedspersonalet. De værste var iblandt sygeplejerskerne. Vi måtte skjule patienterne og føre dem ind på operationsstuerne uden at vække mistanke.

I den anden uge ringede min telefon.

Det var hospitalets viceadministrerende læge.

‘Doktor, hvor er du? Kom til mit kontor.’

Da jeg ankom, sagde han:

‘Sikkerhedspolitiet er her. De vil tale med dig.’

Mit hjerte sank.

Jeg overførte straks billederne fra min telefon til et USB-stik og slettede alt, så de ikke kunne finde billeder af de sårede.

Tre unge mænd sad på kontoret. Først troede jeg, de var patienter eller pårørende. Viceadministratoren sagde:

‘Disse herrer har nogle spørgsmål.’

‘Hvem er I?’

‘Sikkerhedspolitiet.’

De spurgte:

‘Hvorfor opererer du så mange patienter?’

‘Det forstår jeg ikke.’

‘Er der nogen, der henviser patienter til dig? Er der koordination? Kontakt med nogen?’

‘Nej.’

Indeni var jeg rædselsslagen. Jeg frygtede, at nogen havde tilstået noget.

Viceadministratoren afbrød:

‘Doktoren er en af vores dygtigste læger. De fleste komplicerede tilfælde bliver sendt til ham.’

En af mændene lænede sig frem og sagde:

‘Vær opmærksom på, at kontakt med elementer, der skaber uro eller truer national sikkerhed, er en forbrydelse — selv i forbindelse med behandling.’

Jeg svarede:

‘Det her er mit arbejde. Hvis I bliver såret, behandler jeg jer også.’

Han svarede koldt:

‘Vi har vores egne læger.’

Senere hørte jeg om en akutlæge, der var blevet arresteret, blot fordi han havde modtaget flere opkald fra en arrestants telefon. Han blev anklaget for organiseret samarbejde.

Hvordan kunne noget sådant være muligt?

Hvordan kunne man nægte hjælp til venner, bekendte eller familier, der desperat kontaktede os, fordi deres pårørende var blevet såret?

Forvirring, frygt og angst voksede dag for dag. Men katastrofens omfang var så enormt, at intet kunne standse behandlingen af de sårede.

Nætterne fortsatte uden søvn.

Stress. Tårer. Chokerende nyheder om massakrer.

Da internettet gradvist kom tilbage, begyndte billederne at sprede sig: lemlæstede kroppe af unge piger og drenge, utallige ligposer, forældres knuste ansigter og de virkelige billeder af de døde.

Langsomt forsvandt frygten.

Noget andet voksede frem:

Vrede.

Vi stod sammen med tårer i øjnene — lammede af massakrens omfang.

Og når vi om natten stadig lå vågne, var det ikke længere af frygt.

Det var for at mindes dem, der var blevet taget fra os.”

Internettet er (delvist) tilbage i Iran – efter 88 dages totalt mørke.

Men ikke alle kan logge på igen. Mange gav deres liv for friheden under den blodige januarmassakre. De blev bragt til tavshed for altid.

I 88 døgn har diasporaen fungeret som iranernes ekko. De har råbt deres budskaber ud til en verden, der kiggede væk. Nu, efter måneder i regulær krig og under et komplet internet-blackout, er der endelig hul igennem. Sandheden begynder at sive ud gennem sprækkerne – udenom regimets propaganda. Vi kan endelig høre befolkningens egne stemmer og mærke deres dybe håb og desperation.

En strøm af råb om hjælp – med livet som indsats
Lige nu strømmer det ind med tweets, hvor iranerne selv fortæller om de rædsler, de har gennemlevet. Men håbet om friheden er fortsat tilstede. Det er forbundet med livsfare at ytre sig. Kun de, der formår at omgå blokeringerne med VPN, kan sende livstegn – altid med den konstante, lammende frygt for, at regimet banker på døren i nat.

I månedsvis har militære checkpoints domineret gaderne. Folk har fået ransaget deres telefoner og har i ren og skær dødsangst slettet billeder og videoer af januars uhyrligheder. Regimet har gjort alt for at udviske sporene af deres forbrydelser og fjerne iranernes mulighed for at bevise sandheden over for omverdenen.

Mellem ukueligt mod og dyb håbløshed
De mange beretninger viser, at modstanden lever. Der er stadig massiv opbakning til Reza Pahlavi, og befolkningen venter i åndeløs spænding på et kald fra ham, så de igen kan indtage gaderne. De vil have det islamiske regime væltet – koste hvad det vil.

Men billedet er også nuanceret. Måneder med total arbejdsløshed, galopperende inflation og konstant frygt har kastet mange ud i en dyb, lammende håbløshed.

Én ting samler dem dog alle: De afviser enhver form for aftale mellem USA og Den Islamiske Republik. Tilliden til, at USA vil befolkningen godt, er ved at smuldre.

Sådan spotter du de ægte stemmer:
Når du læser med på det sociale medie X, kan du verificere autentisiteten af de iranske tweets ved at kigge på datakilden. Mange iranere fremstår som forbundet via "Iran Android App", men med en lokation uden for Iran. Dette er det digitale fingeraftryk af en modig borger, der bruger VPN for at bryde gennem censuren.

Læs deres historier. Del deres råb. Vær deres stemme, når de risikerer alt for at blive hørt.

I morgen sætter Steffen Gram og hans gæster fokus på Iran i Verden ifølge Gram på P1. Steffen Gram har skrevet på sin LinkedIn side således, at Donald Trumps krav om en "ubetinget overgivelse" blev ikke til noget; på trods af massive ødelæggelser står det iranske regime ikke over for en kapitulation. Tværtimod har Iran i dag flere forhandlingskort på hånden end før den militære konfrontation med USA og Israel.

Gram har desuden skrevet, at internt har krigen rykket magtbalancen. Med den nye, men alvorligt sårede leder Mojtaba Khamenei, domineres regimet nu af en militariseret "band of brothers" fra Revolutionsgarden (IRGC). De er langt mere aggressive og villige til at føre asymmetrisk krig end før.
Samtidig betaler den iranske befolkning prisen i form af økonomisk kollaps, censur og frygt. Statsorganiserede massebryllupper for unge, der erklærer sig parate til at dø i krig, vidner om et samfund i dyb forandring.

Eftersom FSDI ikke medvirker i P1-udsendelsen, har vi valgt selv at besvare programmets centrale spørgsmål her.

Som svar på det første spørgsmål må det siges, at disse “band of brothers” i virkeligheden udgør resterne af den hårde kerne i Islamic Revolutionary Guard Corps — et netværk, der i dag er markant svækket. Mange af de øverste kommandører og centrale magtfigurer er blevet dræbt i målrettede israelske og amerikanske angreb. De tilbageværende medlemmer lever efter alt at dømme i konstant frygt for nye likvideringer.

Men deres største frygt er ikke udenlandske missiler.

Deres største frygt er det iranske folk.

Et folk, som regimet — af frygt for endnu et landsdækkende oprør — har holdt afskåret fra internettet i 87 dage. Under disse omstændigheder er den primære strategi for resterne af Revolutionsgarden ikke længere ekspansion eller ideologisk mobilisering, men ren overlevelse.

Regimets sociale magtbase er samtidig skrumpet dramatisk ind og består nu primært af et lille, men højtråbende og radikaliseret mindretal. Kernen udgøres af Basij-militser samt irakiske og afghanske paramilitære grupper, der forsøger at demonstrere styrke i gadebilledet. Men på grund af deres rolle i årtiers undertrykkelse er de blevet dybt upopulære og mødes mange steder med åben foragt fra befolkningen.

Men hvilken situation efterlader dette almindelige iranere i?

Feltberetninger, direkte kontakt med mennesker inde i landet og overvågning af de få brugere, der har formået at omgå den massive censur, tegner et dystert billede: Et samfund opslugt af håbløshed, frygt og dyb usikkerhed om fremtiden. Det økonomiske sammenbrud har sendt millioner ud i fattigdom og arbejdsløshed, mens hyperinflation har gjort selv basale fornødenheder utilgængelige for store dele af befolkningen.

Alligevel peger meget på, at et overvældende flertal af iranerne ser én eneste vej ud af denne krise: en overgang væk fra Den Islamiske Republik. Stadig ser flertallet af iranere ikke længere nogen fremtid under dette styre og befinder sig nu i en tilstand mellem frygt og forventning — afventende det øjeblik, hvor de igen får mulighed for at tage deres land tilbage.

Netop derfor er det også misvisende at beskrive udviklingen som begyndelsen på et “nyt militariseret Iran”. Tværtimod kan udviklingen forstås som de sidste faser af et samfund, der i over fire årtier har været gennemsyret af militarisering.

Iran bevæger sig ikke mod militarisering — landet forsøger snarere at frigøre sig fra den.

Forskere og analytikere med indgående kendskab til Irans moderne historie ved, at Ruhollah Khomeini efter revolutionen etablerede Islamic Revolutionary Guard Corps og Basij-militsen ud fra doktrinen om “en nation af 20 millioner bevæbnede mænd”. Den 5. december 1979 udstedte han en officiel ordre om oprettelsen af en landsdækkende folkemilits og erklærede:

“Et islamisk land skal være fuldstændig militariseret … Et land med tyve millioner unge bør have tyve millioner bevæbnede soldater.”

Målet var ikke blot at opbygge et militær, men at militarisere hele samfundet — kulturelt, socialt og ideologisk.

Men over tid, særligt efter Iran-Irak-krigen, begyndte befolkningen gradvist at tage afstand fra denne ideologiske vision. Trods regimets massive propaganda og undertrykkelse er den sociale base for Basij og de paramilitære strukturer blevet mindre år for år.

I dag er Basij ikke længere en massebevægelse, men snarere et isoleret og socialt marginaliseret mindretal. Denne erosion kan groft opdeles i tre grupper:

1. Dem, der på grund af regimets brutalitet ikke længere ønsker at deltage i undertrykkelsen og derfor er blevet passive.
2. Dem, der ikke længere ser deres økonomiske eller personlige interesser knyttet til et system i forfald.
3. Og endelig den tilbageværende hårde kerne, som fortsat er loyal af ideologiske og religiøse årsager.

Det er medlemmerne af denne sidste gruppe, man i dag ser i gaderne, hvor de med propagandamusik, ceremonier og iscenesatte magtdemonstrationer forsøger at genopbygge en autoritet, som for længst er begyndt at smuldre.

Deres optræden over for ubevæbnede civile er ikke længere udtryk for styrken hos en selvsikker militariseret stat.

Det er de sidste krampetrækninger fra et isoleret mindretal, der kæmper for sin egen overlevelse.

Analysen viser med al tydelighed, at situationen i Iran befinder sig i et kritisk og historisk vendepunkt, hvor de interne dynamikker er i hastig forandring.
Forståelsen af disse komplekse samfundsforandringer kræver dybdegående indsigt.

besidder en unik og specialiseret viden om Iran – herunder de politiske, historiske og socioøkonomiske realiteter i landet. Vi følger udviklingen tæt og stiller vores ekspertise til rådighed for eksterne aktører. Vi tager derfor meget gerne imod fremtidige initiativer og ser frem til at medvirke i debatter, projekter eller faglige fora, der behandler emner og problemstillinger relateret til Iran.

Hjertelig tillykke med fødselsdagen til Hans Majestæt Kong Frederik 10.
Gud bevare Danmark og længe leve Danmarks konge!👑 🇩🇰